Lidt udenlandske holdmesterskaber

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

GM Lars Schandorff – kan han hjælpe Werder Bremen til endnu en overraskelse?

Flere holdmesterskaber udenlands har også dansk interesse. Både den britiske, den franske og den tyske har haft danske aktører i den forgangne sæson og er enten lige afgjort eller afgøres i disse dage.

Sidste weekend var Peter Heine Nielsen med til at vinde den britiske 4 Nations Chess League med Wood Green. Wood Green og Guildford ADC mødtes i sidste runde i en afgørende dyst, hvor begge mandskaber var linet ekstraordinært stærkt op. Matchen endte uafgjort 4-4. Begge hold havde vundet alt inden, men Wood Green blev mestre på bedre brætpoint. Peter Heine Nielsen spillede remis på bræt 5 mod Jonathan Rowson.

www.4ncl.co.uk

I Frankrig afgøres mesterskabet i disse dage, hvor 8. og 9. runde har været spillet de seneste to dage, og 10. – 11. runde afvikles henholdsvis i dag og i morgen. Peter Heine Nielsens klub, Paris NAO, er storfavoritter til at hjemtage titlen, men danskeren er ikke med i de afgørende runder.

www.echecs.asso.fr

Dansk deltagelse er der forhåbentlig, når den tyske Bundesliga afgøres på søndag i en omkamp mellem SG Porz (med Curt Hansen på holdet) og den helt store overraskelse, SV Werder Bremen (med Lars Schandorff på holdet). Begge klubber satte kun 2 point til i sæsonen, og i den indbyrdes kamp vandt Werder Bremen sensationelt 6-2.

www.schachbundesliga.de