Skarpt spil prægede DM i skak på Hotel Hvide Hus i Køge allerede fra de første træk søndag. Bortset fra ratingfavoritten Curt Hansen, som valgte at tage en fredelig remis med sort mod den regerende danmarksmester Steffen Pedersen (partiet forrest i billedet) for at satse på at vinde matchen med sejr i mandagens hvide parti, viste især feltets stormestre skræmmende styrke. Sune Berg Hansen stillede Henrik El-Kher over for mat eller massivt materialetab efter kun 25 træk, og Lars Schandorff brillerede med en fiks kombination mod Christian Kyndel Pedersen.
Christian Kyndel Pedersen – Lars Schandorff
20… Sxd4! 21. exd4?
Bondetab kunne ikke undgås, men større chancer bød 21. Txc8 Txc8 22. 0-0.
22… Txc5 23. dxc5 De5+ 24. Kd2 Db2+ 25. Sc2 Lxc2 26. Dxc2 Dxb5
Og med minusbonde og håbløs kongestilling var hvid uden fornuftigt forsvar og opgav efter træk 36.
Men også Tomas Hutters, Karsten Rasmussen, Nicolai V. Pedersen og Jacob Aagaard vandt overbevisende, og med en kampremis, hvor Davor Palo med de sorte brikker mod Rasmus Skytte næsten havde fået partiet ud af remiszonen, var det alt i alt en åbningsdag med masser af fin og publikumsvenlig skak.
Den forudgående lodtrækning til 1. rundes otte matcher tog hensyn til spillernes seedning, så Curt Hansen ikke kan møde Sune Berg Hansen før finalen. Hver match er på to partier. Resultaterne af 1. parti,
hvidspilleren nævnt først, seedningsnummeret i parentes:
1. Sune Berg Hansen (2) – 2. Henrik El-Kher (9) 1-0
4. Tomas Hutters (8) – 3. Kasper Wilken Damm (16) 1-0
5. Karsten Rasmussen (7) – 6. Per Andreasen (15) 1-0
7. Christian Kyndel Pedersen (14) – 8. Lars Schandorff (4) 0-1
10. Rasmus Skytte (12) – 9. Davor Palo (3) ½-½
12. Nicolai V. Pedersen (6) – 11. Jens Ove Fries Nielsen (11) 1-0
14. Simon Bekker-Jensen (13) – 13. Jacob Aagaard Madsen (5) 0-1
15. Steffen Pedersen (10) 16. Curt Hansen (1) ½-½
Se partier, flere fotos osv. på hjemmesiden for DM i skak 2005:
www.skak-dm.dk