Vigtigt nyt til alle med titelnormer og arrangører af internationale turneringer

FIDE har indført nye retningslinier mht. til registrering af alle former for titelnormer. For få år siden blev det vedtaget at fjerne forældelsesfristen på alle (W)IM- og (W)GM-normer. Det følges nu ganske forståeligt af et krav fra FIDE om, at alle opnåede normer, der endnu ikke har udløst titlen, registreres én gang for alle.

Alle, der har opnået en (W)IM- eller (W)GM-norm og ønsker at gøre brug af den, skal derfor aflevere det såkaldte normcertifikat på deres resultater til FIDE inden 1. juli 2005.

Fremover skal arrangørerne af turneringer, hvor der opnås en norm, udfylde normcertifikatet og indenfor fire uger sende det i kopi til hhv. spilleren, spillerens forbund, FIDE og (for danske turneringer) Dansk Skak Union. Ellers vil normerne ikke være gyldige. Så spillere gør klogt i selv at sørge for at få papir på deres normresultater – nu såvel som i fremtiden.

Normcertifikatet (IT1) kan hentes på FIDEs hjemmeside på adressen: http://www.fide.com/official/handbook.asp?level=B0106

Det skal bl.a. udfyldes med turneringslederens underskrift (hvilket sikkert ofte kan vise sig at være vanskeligt at fremskaffe) og med Unionens godkendelse. Spørgsmål om resultater og andet i forbindelse med udfyldelsen af certifikaterne kan rettes til Leif Jensen. Unionen sørger for den videre godkendelse og ekspedition til FIDE.

Unionen vil naturligvis være behjælpelig i videst muligt omfang, men det skal understreges, at ansvaret for at fremskaffe de nødvendige normcertifikater ubetinget er spillerens eget.

Alle normcertifikater – både danske og udenlandske – skal derfor sendes senest 1. maj 2005 til Leif Jensen, Tofteåsvej 12D, Benløse, 4100 Ringsted, tlf. 57616684 E-mail: ratingkomite@skak.dk

”Måske-normer”
Spillere, der har opnået resultater, som næsten er fuldt gyldige normer, anbefales også at indsende dokumentation for disse på normcertifikatet. Det kan være resultater, hvor der mangler en titelholder, eller kun ganske få point i den krævede ratingpræstation, m.m.

Gælder også IA-normer
Det skal bemærkes, at de samme regler gælder for normer til titlen som international dommer (IA). Dér er det dog en anden blanket (kaldet IA1), som ligeledes kan hentes fra ovennævnte link til FIDEs hjemmeside, der skal udfyldes.
Desuden har FIDE indført krav om, at dommere efter 1. juli først skal have opnået titlen som FIDE Arbiter (FA), for at kunne udnævnes til IA. De nærmere regler for dette kan også findes på FIDEs hjemmeside, eller fås ved henvendelse til undertegnede.

På Dansk Skak Unions vegne
Erik Søbjerg