DM-status

Her knapt 2 uger før sidste frist for tilmelding til DM, og 5½ uge til landsholdsklassen trækker deres første træk ved dette års mesterskab, skal jeg forsøge at give et øjebliksbillede af situationen.

De grove træk og lidt til er for længst på plads omkring hele stævnet. I første omgang var det et spørgsmål om at få rettet op på de åbenlyse fejl og mangler, der blev opdaget ved sidste DM. Det har bl.a. ført til en større café med forhåbentlig nok varer til hele påsken, og det har betydet et langt bedre lokale til Dansk Skaksalg. Vi har også set på forholdene for veteranklassen, som denne gang ikke bliver placeret på første sal.

Hjemmesiden var selvfølgelig også noget af det første, vi gik i gang med. Vi har forsøgt at give den en ansigtsopløftning. Om det er lykkedes, skal vi lade jer om at vurdere. Den er i hvert fald til at finde på www.skak-dm.dk/2005. Her kan man også tilmelde sig til turneringen, hvilket ca. 40 spillere allerede har fundet ud af. Køge Skakklub har valgt ikke at sende tilmeldingslister ud til alle klubformænd, da vi sidste år brugte godt 3000,- kr. til denne opgave og kun fik 3-4 lister med tilmeldinger tilbage. De fleste havde heldigvis fundet ud af, at det var/er meget lettere via hjemmesiden.

Som en konsekvens af fraværet af alle stormestrene ved sidste års mesterskab, er disse blevet tilbudt 2000 kr. i startpenge. Beløbet bliver fratrukket en eventuel præmie. Arrangørerne har forsøgt at gøre det endnu mere attraktivt at deltage i landsholdsklassen. De tilbyder nemlig ekstra 1000 kr. til de spillere, der kan vinde deres respektive matcher ved sejr i de normale 6 timers-partier. Da der i knockoutsystemet er seedet til finalen, vil det alt andet lige betyde, at de stærkeste spillere burde kunne vinde deres partier ved normal betænkningstid og derved gøre sig fortjent til de ekstra pengepræmier. Desværre kan det se ud til, at disse forbedringer ikke er tilstrækkelige for at få stormestrene ud af busken. Kommende forhandlinger må nu vise, om vi kan gøre det attraktivt nok for også denne gruppe af spillere.

Også i kandidatklassen har vi forsøgt at gøre det mere interessant at deltage. Køge Skakklub har valgt at give 2000 kr. + gave i 1. præmie, 1500 kr. + gave i 2 præmie og 1000 kr. + gave i 3. præmie. Forhåbentlig kan disse præmier være med til at lokke udslåede spillere i landsholdsklassen til at deltage i kandidatklassen.

Det har som sædvanlig været vanskeligt at skaffe nok penge til dette stævne. Der bliver dog stadig kæmpet med at finde økonomi til at gøre stævnet endnu bedre. Det er som sidst ikke Køge Skakklubs intention at skulle skabe et kæmpe overskud ved turneringen. Derfor vil der ved bedre økonomi være mulighed for bedre startpenge til GM´erne, og vi vil også for alle øvrige deltagere forsøge at gøre stævnet mere attraktivt.

Af pladsmæssige hensyn har Køge Skakklub følt det ansvarlig at sige ja til de første 300 tilmeldinger. Efterfølgende tilmeldinger vil nøje blive vurderet.

Skak-DM i Køge