Schachverband Schlesvig-Holsten fejrede d. 14.oktober 2006 sin 60 års fødselsdag. Foreningen svarer til Sønderjydsk Skak og har i omegnen af 2500 medlemmer.
Sønderjydsk Skak stillede med et blandet 15-mands hold, hvor klubberne Gråsten, Bov, Alssund, Tønder og Aabenraa havde stillet spillere til rådighed. Holdet tog denne lørdag i fælles bus til Rendsborg, og undervejs blev det til kaffe, rundstykker og juice i bussen.
Godtfred Sloth Jensen underholdt med sang og musik. En enkelt beklagede, at der ikke var Gammel Dansk til, og det kunne han såmænd have ret i. Klokkken 11:00 ankom vi til spillestedet, hvor vi forventede at møde tre andre hold, nemlig Hamborg, Schleswig-Holsten og Mecklenburg Vorpommern. Desværre havde ”McPom” – som Vorpommern kaldes i daglig tale i Tyskland – meldt afbud aftenen før, så i stedet for 4 hold á 15 mand blev det til 4 hold á 12 mand, hvor det ene hold var et fælles Schlesvigsk-Sønderjydsk hold.
Kort før start holdt Schleswig-Holstens repræsentant Peter Wehl en tale, hvori han bl.a. nævnte, at skak i Nordtyskland ikke var tænkeligt uden danske spillere, og han remsede derefter en række klubber op, hvor danskere spillede med. Derefter læste en dame en varm velkomst op på dansk, og endeligt sagde undertegnede er par ord og overgav en hilsen fra Dansk Skak Union og fra Sønderjysk Skak. Som gave havde vi medbragt… 80 Anton Berg marcipanbrød. Dansk når det er bedst, velbekomme. Et brød til hver spiller.
Der blev spillet 3 kampe, og Slesvig-Holsten løb af med sejren. De var stærke og havde som bræt 1 IM Christof Wiesnevski. Vi tabte stort – 10.5-2.5 til Schleswig-Holsten, men spillede 6-6 mod Hamborg. Som eneste kvinde på det sønderjydske hold deltog Susan Clausen, Gråsten.
Slutstillingen:
1 | Schleswig-Holsten | 30.5 |
2 | Sønderjylland | 19.0 |
3 | Hamborg | 18.5 |
4 | Schleswig-Sønderjylland | 4.0 |
Forplejningen og stemningen var helt i top. Spillestedet var Volkshochschule i Rendsborgs centrum, og vi blev mødt med det tyske, det danske og Schleswig-Holstens flag. Der var morgeen mad ad libitum og senere middagsmad med alt det, man kunne drikke. Senere igen flot kaffebord. Rendborgs borgmester dukkede op og holdt en tale, hvorefter han afsluttede med nogle ord fra Lothar Matthäus: ”I wish you good lucky”. Som gave fra arrangørerne fik vi en DVD med Nordtysklands historie, ligesom hver deltager fik et diplom. Niels Falsig fra Tønder fik benyttet lejligheden til at genskabe kontakter med skakklubben i Leck, nogle kilometer syd for Tønder. Bussen satte kursen hjem omkring kl. 17:00, og ved 18:00 tiden var alle hjemme, en god dags oplevelser rigere.
Frank Petersen / Uwe Hansen Aabenraa Skakklub