Ungdoms EM 3. runde

Fra Ungdoms EM i Montenegro har vi fået tilsendt referat fra turneringens 3. runde. Igen i dag er det en af de medrejsende forældre, der står for beretningen.


Af Claus Vangsgård

EM 3. runde
Efter mandagens voldsomme regnvejr var det klaret op til 3. runde, men det flotte vejr gav ikke tilsvarende resultater.

I U10 havde Filip Boe sort mod en uratet ukrainer, der meget hurtigt kom i problemer, da han rokerede langt – og lige ind i et angreb. Det kostede efter kort tid en officer og Filip kørte partiet ultrasikkert hjem. Han har nu 2½ og ligner vores bedste bud på en topplacering.

 

em budva

I U12 mødte Jonas Bjerre en uratet russer, men det viste sig meget hurtigt, at han alligevel var god nok til at straffe en tidlig grov fejl. Lasse Ramsdal havde fornøjelse af de sorte brikker mod en tysker med godt 1900 i rating. Lasse har indtil nu været den store positive overraskelse i turneringen med 1½ point mod mesterspillere, men i dag blev han stille og roligt nedspillet af en tysker med 1936.

I P12 havde Ellen Fredericia hvid mod en russisk WFM på 2000 og selv om Ellen stillede sig meget fornuftigt op, så blev et par positionelle fejl straffet og hun måtte ned.

I U14 har vi et af vore håb om en topplacering i Martin Percivaldi, men her i turneringens indledning kører det ikke rigtigt for ham. I denne runde mødte han med sort en franskmand med knap 2000. Uheldigvis valgte Martin et uklart offer, der førte til et ærgerligt tab. I denne gruppe har vi også Mikkel Ramsdal, der kæmper for at komme på tavlen. I dag var det meget tæt på at lykkes mod en nordmand med 1700 – Lasse kæmpede godt og fik vundet en bonde, men overså kort efter, at et tårn kunne besætte 2. række og vinde et tårn.

Et andet af vore håb er Jesper Thybo i U16. Hans behandling af en uratet skotte viser hvorfor – hans modstander valgte at spille grünfeld mod Jesper og blev totalt nedspillet. I samme gruppe var Bjarke Vangsgård oppe i mod en af de lokale helte med 2050. Modstanderen valgte som hvid at spille en lidt usædvanlig variant i skandinavisk, der endte med, at Bjarke mistede løberparret og fik en lidt passiv stilling, der var meget vanskelig at spille – og dermed ret hurtigt tabte.

I P16 har vi to piger med. Freja Vangsgård mødte med hvid en slovensk pige med knap 1900 og fik byttet rundt på et par træk i forberedelsen. Det var i sig selv ikke alvorligt, men det gav en anden stillingstype end det, som hun havde forberedt sig på, hvilket betød, at hun hurtigt kom i problemer og måtte ned.

 

Ellen Kaukulidis spillede nok rundens mærkeligste parti, da hun med hvid også mødte en slovener. Ret hurtigt mistede hun et rent tårn uden ret megen kompensation – men den som opgiver har aldrig vundet, så hun spillede videre og fik opstillet et par mattrusler. Pludseligt var modstanderen nødt til at give en officer for at undgå mat og lidt efter fik de en stilling, hvor Ellen kun var nede med en bonde og havde gode remischancer. Men det var som sagt rundens mærkeligste parti, så det lykkedes hende at smide chancerne væk igen og Ellen måtte indkassere et nul.

I U18 Spillede Jens Ramsdal Skandinavisk mod en serber med 1930. I Dd6 varianten fik Jens byttet om på et åbningstræk med for store konsekvenser og måtte opgive.

Thea Nicolajsen spillede i P16 sort mod en ungarer med 1930. Det blev Carokann – Pannov-varianten, hvor hun ret hurtigt fik neutraliseret hvids spil og på en smart kombination fik hun vundet en bonde. Desværre var det ikke nemt at omsætte fordelen til et helt point, så det blev kun remis.

2½ point var ikke noget, som vi kunne være tilfredse med, og vi må håbe, at de næste runder kan rette op pointhøsten. Heldigvis er humøret højt og der bruges masser af kræfter på forberedelser, så der skal nok komme bedre resultater de kommende dage.

 

Claus Vangsgård


Hjemmesiden med live-dækning: www.budva2013.org