Vanskelige kampe men højt humør i EM

  • Post author:

 

Filip Boe_foto_Ruggero_Percivaldi

 

Filip Boe Olsen smiler bredt på billedet fra ungdoms-EM. Han er den dansker, der har scoret bedst. (foto Ruggero Percivaldi).

 

Ungdomstræner Mads Boe skriver fra Porec i Kroatien:

 

Vi har nu overstået to tredjedele af EM i Porec, og det er et passende tidspunkt at gøre status på de unge talenters resultater. Den overordnede konklusion indtil videre er nok at det går som det plejer at gå. Altså underforstået at vi har meget svært ved at forsvare vores ratingtal i selskab med de stærke østeuropæiske spillere.

 

Det er en turnering hvor ratingpoint i stor stil flytter ejermand. Vesteuropa sender rating mod Østeuropa. Det skyldes at man sjældent i Østeuropa rater turneringerne gennem FIDE. Det handler formodentligt om at det er for dyrt. Derudover har vi sjældent partier på modstanderne i Østeuropa i Chessbase, mens de kan finde masser af partier på vores spillere.

 

Ungdoms-EM 2015_Jakob_Trier

 

(foto fra træningssamlingerne hvor de unge spillere flokkes om spillet. Foto Jakob Trier.)

 

Bedst placerede spiller er Freja Vangsgaard i U18 på en 16. plads med 3½ af 6. Freja har udviklet sit spil meget på det seneste, og har blandt andet truffet et fornuftigt valg om at ændre sit åbnings repertoire. I Porec har hun kun tabt et enkelt parti, og generelt spillet overbevisende.

 

Højeste score i den danske delegation har indtil videre Filip Boe Olsen, der med sejre i både runde 5 og 6 er kommet op på 4 point. Både Freja og Filip skal møde stærke spillere fra Ukraine i runde 7.

 

Jeg havde store forventninger til at det kunne blive til en topplacering for Jonas Bjerre. Han spillede i runde 6 Dragevarianten med sort, og selvom han ikke har den store erfaring fik han alligevel en klar fordel.

 

Desværre trådte han forkert i den kritiske stilling, tabte en kvalitet og fik aldrig nok modspil for den. Jonas har nu som Freja 3½ point. Ved en god indsats i den sidste del af turneringen kan det dog godt stadig lade sig gøre at få en top 10 placering.

 

Også Martin Percivaldi har samme score som Jonas og Freja. Åbningsforberedelserne har været gode, men han har generelt haft svært ved at omsætte bedre stillinger til gevinst.

 

På 50% har vi Viktor Haarmark Nielsen, Nicolai Kistrup og Nienke van den Brink. Alle tre har gjort det rigtigt godt. Viktor har slået en spiller med 2300 med hvid i Fransk, Nicolai har mødt meget stærk modstand undervejs og Nienke har som debutant gået uimponeret til opgaven. Som lidt af et særsyn er både Viktor og Nicolai over deres forventede score.

 

Over halvdelen af vores spillere – nemlig otte ud af 15 har desværre scoret under 50%. Fem af dem er debutanter til et stort internationalt stævne, og på forhånd kan det være svært at vide, hvad det er for et niveau som man er oppe i mod.

 

Heldigvis er der lyspunkter: Bjarke Vangsgaard har vundet de seneste to partier, Ellen Fredericia er meget solid og taber ikke, Anna Hedelykke vandt sit første parti i runde 5 og er over forventet score og Hannibal Valeur Jaques har vundet de seneste to ud af tre partier.

 

Alle er ved godt mod, og deltager aktivt i vores daglige træning mellem klokken 10 og 12. Jeg håber meget, at de alle får vundet nogle partier her i den sidste del af turneringen.

 

Fridagen efter runde 5 blev brugt til generel afslapning uden for meget skak, og der blev arrangeret et par fodboldlandskampe mod Holland og Norge. Holland blev slået sikkert med 3-1 og mod Norge tabte vi i den forlængede spilletid med 4-3.

 

Jeg har med Tavs Bjerre undervejs deltaget i FIDEs trainer seminar for at få en af deres nye trænertitler. Det er noget FIDE går meget op i, og for at hjælpe os der ikke helt har set lyset, kan man kun få dækket hotel som delegationsleder og få adgang til spillehallen ved de store stævner, hvis man er “uddannet” træner med gyldig licens.

 

Seminaret er på omkring 10 timer, hvor det meste er hyggesnak. Lidt indhold har der været, da GM Mikhalchishin er en yderst interessant stormester med stor viden. Både Tavs og jeg bestod eksamen (!), som var 15 mærkelige skakspørgsmål uden et eneste skakdiagram. Man står tilbage med en klar fornemmelse af, at det er en pengemaskine FIDE har sat i søen.

 

Jeg opdaterer løbende fra turneringen på min egen Facebook profil. Kommentarer og bemærkninger er meget velkomne.

 

Link til turneringen: http://www.porec2015.org/

 

Link til resultaterne fra turneringen: http://chess-results.com/tnr180028.aspx?lan=13&art=25&fedb=DEN&turdet=YES&flag=30&wi=984

 

Mads Boe