Brødrene Thybo stod for de danske sejre ved Ungdoms VM i Khanty-Mansiysk. Holdkaptajn Leif Kristensen skriver fra runde 2:
“Jesper mødte med sort afbytningsvarianten i spansk, og da modstanderen Stefan Maltzeanu Fra Luxemburg (1734) ikke besvarede 5. ,f6 med d4, fik Jesper en bekvem stilling. Jesper havde terrænovervægt og løberpar, faktisk havde hvid kun 3 gange en brik over 4. række, og de 2 ting i kombination gav hvid store problemer. Jesper stod bedst, da modstanderen lavede en fejl, der tabte en officer, så herefter vandt Jesper hurtigt.
Filip havde hvid i en dronninggambit og stod bedst hele vejen. Han havde udspillet sin modstander (Sam Gabriel USA 2069), men i en vundet stilling overser Filip en skak, der koster en officer, og han ender i et slutspil, der bare er tabt.
Thomas spillede med sort kongeindisk mod Aleksandr Chursin (1675) fra Rusland, og han kom hurtigt til at stå godt, da modstanderen ukorrekt ofrede en bonde. Lidt senere vinder Thomas en officer og får en helt overlegen stilling, som han sikkert førte til gevinst.
Thomas Søndergaard Thybo – sikker sejr. Her ved afrejse fra Billund i mandags. Foto: Mads Boe
Bjarke havde hvid i en kongeinder, men fik ikke spillet åbningen helt præcist, så modstanderen (Li James Canada – 1842) fik initiativ og angreb. Bjarke forsvarede sig godt, fik stoppet angrebet og opnåede faktisk efter et officersoffer en stilling, hvor han kunne have fået fordel, men han valgte desværre en anden løsning, der gav modstanderen den bedste stilling – trods flere forsøg på at sprælle lykkedes det ikke at få flere chancer, så Bjarke tabte.
2/4 var helt klart i underkanten, så det var en dårlig dag for de danske farver.
Sikkerheden ved stævnet er enorm – det vrimler med sikkerhedsfolk på spillestedet (og ved indgangen til hotellet). Det er svært at få lov at tage billeder, fordi man som tilskuer ikke har adgang til spillesalen, og spillerne selv må ikke medbringe elektronisk udstyr.”
Resultater i U14: HER
Resultater i U16: HER
Resultater i U18: HER
Link til hjemmesiden: http://wy2016.fide.com/
Link til live via Chessbomb: HER