Kort nyt uge 40

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Senior KM spilles fra den 7. til 14. oktober i K41s lokaler på Mellemtoftevej 11 lige ved Valby Station. Efter de første to runder har Ib Skovgaard, BMS, FM Jørgen Hvenekilde, Nørrebro og Johnny W. Andersen, Damhus lagt sig i spidsen med maksimumpoint blandt de 22 deltagere. Der skal findes en københavnsmester både i 50+ og 65+ klassen.

 

hvenekilde 2014

FM Jørgen Hvenekilde – med i topstriden i KM. Foto Thomas Vestergård

Arrangørerne viser 8 partier live så man tirsdag, onsdag, torsdag og fredag kan følge med fra kl. 12.00. Sidste runde lørdag den 14. oktober starter kl. 13.00.

Live: liveskak.dk/2017/seniorKM/
Resultater ses HER

 

Fin start for Nordkalotten i Europa Cuppen i Antalya i Tyrkiet. 6 – 0 vandt holdet fra Græsted i første runde over det lokale hold Hatay Büyüksehir Belediyesi Spor Kulübü. Nordkalotten var da også favorit på alle brætter. I anden runde var der lagt op til en meget lige kamp mod LSK ‘MAKABI’ fra Litauen. Det så da også længe ud til at kampen ville ende 3 – 3, men da tiden begyndte at trykke, måtte Peter Jakobsen nøjes med remis i et fordelagtigt slutspil, og Nordkalotten måtte se sig besejret med 3½-2½.

Kaare Hove Kristensen er Nordkalottens topscorer med 2 af 2. Europa Cuppen er en af de få turneringer, hvor man kan score en IM-norm over 7 partier. Desværre kan Kaare Hove Kristensen ikke nøjes med sådan en norm for at opfylde kravet om 3 normer til IM-titlen, selvom han har to normer i banken hos FIDE. Samlet skal de tre normer være på mindst 27 partier.

 

kaare hove_k

FM Kaare Hove Kristensen – har scoret 2 af 2 indtil videre. Foto: Thomas Vestergård.

Lodtrækningen til 3. runde, der spilles tirsdag kl. 14.00 dansk tid, viser at Riga Technical University er næste modstander for Nordkalotten. Riga er favorit, men ikke mere, end at det danske hold kan overraske.

 

Martin Noer skriver om Europa Cuppen på 8. HKs hjemmeside: www.8-hk.dk/2017/

Europa Cuppens hjemmeside: euroclubcup2017.tsf.org.tr/

 

Erik Bremer fra Dansk Blindeskak skriver på Facebook:

Guldregn over Danmark – Det Danske Hold gjorde det fantastisk i Oslo!!!
Det er ikke særligt tit at Danmark vinder nordiske mesterskaber i skak for blinde og svagtseende, men i weekenden formåede det danske hold at vinde guld med 13 points af 18 mulige. Norge vandt sølv med 8½ points, Sverige fik bronze med 8 og Finland sluttede på 6 points.

Det danske mesterhold gjorde Danmarks Blindeskak ære ved at vinde suverænt turneringen. Holdet spillede koncentreret hele turneringen igennem og spillerne gik fra den ene sejr til den anden, og var altså ubesejrede, da de nåede finalerunden lørdag eftermiddag mod Norge. Nordmændene blev besejret med cifrene 4½ – 1½.

Stort til lykke til holdet:
Ernst Bindzus, Evans,
Henning Nielsen, Sydøstfyn,
Dan Christensen, Sorø,
Erik Bremer, Blindes Skakklub,
Allan Larsen, Blindes Skakklub,
René Ruby, Blindes Skakklub
GODT GÅET!

Link til den norske turneringsservice med enkeltresultater.

 

ernst bindzus
Ernst Bindzus fra Evans i Vejle. Danmarks førstebræt og topscorer med 3 af 3. Foto: Thomas Vestergård