You are currently viewing Chatalbashev alene i spidsen med maksimum

Chatalbashev alene i spidsen med maksimum

Efter sejr over Viktor Haarmark Nielsen i 4. runde af Landsholdsklassen er Boris Chatalbashev gået alene i spidsen med maksimum 4 point. GM Jonas Buhl Bjerre spillede remis imod GM Jesper Søndergaard Thybo, og er på andenpladsen med 3½ point.

Boris spillede en noget uambitiøs åbning, hvor han både spillede b3 og g3, men kom alligevel bedst ud af åbningen. Da han sidenhen fik åbnet centrum med e4 og fik placeret dronningen ubehageligt på c6 var der klar fordel. Viktor fandt dog en fin forsvarsressource, hvor han fik dronningen byttet af, da Boris havde glemt, at hvis han med dronningen tog en officer på d7, ville dronningen blive fanget. Slutspillet der fremkom burde Viktor hav holdt remis, men pludselig var fremstødet c4-c5 i løberslutspillet højst ubehageligt. Viktor fandt aldrig et forsvar og tabte, selvom der til sidst var flere spidsfindige varianter, hvor det kunne ende med pat.

GM Boris Chatalbashev – FM Viktor Haarmark Nielsen

Også GM Lars Schandorff valgte med hvid mod GM Allan Stig Rasmussen samme struktur som Boris, hvor løberne blev udviklet over b2 og g2. Allerede efter 18 træk var stillingen reelt remis med uligefarvede løbere, men på grund af Zofia-reglen, måtte de lige spille 12 træk mere, inden de kunne tage remis i turneringens første relativt fredelige remis.

GM Lars Schandorff – GM Allan Stig Rasmussen

Turneringens tredje remis kom i opgøret mellem de to tidligere Europamestre, GM Jonas Bjerre og GM Jesper Søndergaard Thybo. Åbningen var Semi-Tarrasch, hvor 7.-,c4 var lidt af en overraskelse. Jonas valgte også en lidt overraskende fortsættelse med Sf3-d2 for at spille e4. Det efterfølgende fremstød d4-d5 betød masseafbytninger af brikker, og der fremkom et helt lige slutspil. Selvom de spillede videre til træk 40, var der aldrig tvivl om at partiet ville ende remis.

GM Jonas Buhl Bjerre – GM Jesper Søndergaard Thybo

Partiet mellem IM Martin Haubro og IM Filip Boe Olsen blev en 3.e5 i Caro-Cann, hvor Martin kom bedst ud af åbningen. Filips stilling var generelt svær at spille, da han svækkede sig på begge fløje. Tidsforbruget var stort for begge, og i begyndende tidnød kom der stor fejl fra begge sider, hvor begge havde chancen for at tage stikket hjem. Det endte med at Filip tabte på tid i træk 40, men det træk han spillede var en stor fejl, der ville have tabt partiet alligevel. Der var en remisvariant, men den var ikke let at se, når man kun har få sekunder tilbage på uret.

IM Martin Haubro – IM Filip Boe Olsen

Endelig lykkedes det for IM Nikolaj Borge at komme på tavlen, da han med hvid besejrede GM Jakob Aagaard. Åbningen var de italienske standardtræk, men i træk 15, gjorde Jacob det spændende ved at gå ind io en variant, hvor han vinder dronningen og to bønder for tårn og to officerer. En meget skæv materialefordeling. Da Jacok i træk 21 ikke fulgte op med Dg5, blev hans stilling hurtig dårlig, og i afslutningen tabte han et tårn.

IM Nikolaj Borge – GM Jacob Aagaard

4. rundes resultater:
IM Nikolaj Borge (2387) – GM Jacob Aagaard (2449) 1 – 0
GM Boris Chatalbashev (2475) – FM Viktor Haarmark Nielsen (2335) 1 – 0
GM Jonas Buhl Bjerre (2606) – GM Jesper Søndergård Thybo (2527) ½ – ½
IM Martin Haubro (2397) – IM Filip Boe Olsen (2435) 1 – 0
GM Lars Schandorff (2478) – GM Allan Stig Rasmussen (2525) ½ – ½

Stillingen i Landsholdsklassen efter 4 runder:
1. GM Boris Chatalbashev (2475) 4 point
2. GM Jonas Buhl Bjerre (2606) 3½ point
3. GM Allan Stig Rasmussen (2525) 3 point
4. – 5. GM Jesper Søndergård Thybo (2527) 2 point
4. – 5. IM Martin Haubro (2397) 2 point
6. GM Lars Schandorff (2478) 1½ point
7. – 10. GM Jacob Aagaard (2449) 1 point
7. – 10. IM Filip Boe Olsen (2435) 1 point
7. – 10. IM Nikolaj Borge (2387) 1 point
7. – 10. FM Viktor Haarmark Nielsen (2335) 1 point

Turneringstavlen for Landsholdsklassen: http://turnering.skak.dk/Group/ShowGroup/10166?fbclid=IwAR3UrZz_Hx34d8H5JLrLznW17_AP8qNseBvqrji6DQftwkp_oqR1HT2jdwA

Resterende program for Landsholdsklassen:
Onsdag den 5. april kl. 14:00: 5. runde
Torsdag den 6. april kl. 14:00. 6. runde
Fredag den 7. april kl. 14:00: 7. runde
Lørdag den 8. april kl. 14:00: 8. runde
Søndag den 9. april kl. 12:00: 9. runde

5. rundes program:
FM Viktor Haarmark Nielsen (2335) – GM Lars Schandorff (2478)
GM Jacob Aagaard (2449) – GM Boris Chatalbashev (2475)
IM Filip Boe Olsen (2435) – IM Nikolaj Borge (2387)
GM Jesper Søndergård Thybo (2527) – IM Martin Haubro (2397)
GM Allan Stig Rasmussen (2525) – GM Jonas Buhl Bjerre (2606)

Link til hjemmesiden for DM 2023: http://www.skak-dm.dk/

Link til live fra Landsholdsklassen og links til live i øvrige grupper: https://skak-dm.dk/2023/?page_id=49

Link til live i Landsholdsklassen på chess.com og Lichess: Live (Chess.com) – Live (Lichess)

IM Rasmus Skytte og FM Mads Boe kommenterer 5. runde i Landsholdsklassens fra tirsdag kl. 14:15 fra følgende link: https://www.twitch.tv/danskskakunion eller fra Youtube: https://www.youtube.com/@danskskakunion3266/streams

Der er kommet flere skakspillere til Hotel Svendborg, da Kandidatklassen og G7 startede tirsdag aften. I Kandidatklassen var der indledende favoritsejre til FM Jens Ramsdal og FM Nicolai, mens FM Rasmus Thøgersen spillede remis imod Oskar Koch-Müller.

to af favoritterne i Kandidatklassen: Forrest FM Rasmus Thøgersen (med sort) og bagved FM Jens Ramsdal (med hvid)

Link til hjemmesiden for DM 2023: http://www.skak-dm.dk/