Deltagerrekord i Bad Zwischenahn

  • Post author:

Årets skaktur til Bad Zwischenahn sætter ny deltagerrekord med 56 deltagere. Det er 6. år i træk at der bliver arrangeret en tur derned og i år samarbejdes der med Chess House i Aarhus, så der i år også tilbydes en fælles bustur. Med start i Aarhus samler bussen fra Østjydsk Turistbusser skakspillere og familie op sydover inden der sættes kurs mod Bad Zwischenahn, der er en hyggelig lille kurby med under 30.000 indbyggere beliggende i Niedersachsen omkring 330 km. fra grænsen vestpå mod Holland.

 

Bussen med skakspillerne kom til Bad Zwischenahn omkring kl. 01:00. Foto: Jens Frambøl

I lighed med de tidligere år bor vi på det danskejede Hotel Kopenhagen blot 500 meter fra spillestedet. Desværre har vi på grund af det høje deltagerantal været nødt til at leje os ind på yderligere to hoteller i byen. Spillestedet er smukt beliggende ud til en park med søen Zwischenahner Meer
bagved. For de aktive er der en smuk tur på omkring 12 km. rundt om søen.  

 

I den 20. udgave af turneringen deltager der over 350 spillere fordelt i tre forskellige styrkegrupper. Toppen af A-gruppen ser således ud: 

 

1. GM Erik Van den Doel, (2589)
2. GM Alexandre Dgebuadze (2521)
3. GM Mikhail Simantsev (2495)
4. IM Jesper Søndergaard Thybo (2481)
5. GM Leonid Milov (2447)
6. IM Gerlef Meins (2416)
7. GM Lev Gutman (2400)

—-

13. IM Klaus Berg (2323)

14. FM Poul Rewitz (2311)

15. FM Filip Boe Olsen (2307)  

 

Grunden til at specielt denne turnering er så populær at deltage i, er at det sociale sammenhold er i top. Mange af deltagerne er gengangere fra tidligere år og glæder sig at spille skak, analysere partierne og generelt bare hygge sammen efter runderne.  

 

Der vises desværre ikke live fra turneringen, men resultaterne kan for interesserede følges på turneringens hjemmeside: http://www.chessorg.de/nwcup.php