FM Tom Petri beretter fra en 7. runde, hvor hele fire partier endte remis:
Kun et enkelt afgjort parti blev det til i syvende runde selvom der blev kæmpet over hele linen. Normchancer er der stadig masser af til de unge danskere. Allerede lørdag spiller Bjørn Ochsner for GM-norm og Filip Boe for IM-norm.
Kotronias – Filip:
Det blev Caro-Kann og de havde tilsyneladende begge læst samme skakbog. 16. Lb2!? med et langsigtet kvalitetsoffer er i hvert fald ikke noget, man bare finder ved brættet. Hvid fik giftigt angreb og kunne f.eks. med endnu et kvalitetsoffer 20. Txf6!? have holdt stillingen i en form for balance, men fik i stedet spillet lidt for langsomt. Filip spillede meget stærkt i det efterfølgende og fik afgørende fordel indtil han strammede med 30…g5?, der smed det meste af fordelen. Kotronias fejlede dog kort efter med 32. Sd7?, og derefter var der ingen slinger i valsen. 0-1
Med et point i de to sidste partier kan FM Filip Boe Olsen lave en IM-norm. Foto: Gert Medom
Jonas – Bach:
Jonas forsøgte at skabe lidt pres mod Bachs 2…Sf6 i Sicilliansk. Det blev dog aldrig til det helt store og Bach spillede det solidt, så det mundede ud i et helt lige slutspil. Ærgerligt for Jonas der nu skal have 1½ point mod de to rating favoritter for at nå sin norm. ½-½
Bjørn – Kollars:
Dagens missede chance. I en c3-sicilianer vandt Bjørn en sund merbonde efter hvad der lignede en grov fejl fra den unge tysker (19…f5). Bjørn spillede det længe sikkert og det lignede rigtig gode gevinstchancer, men op imod træk 40 var det pludselig ikke så let. Der var formentlig stadig gevinst, men det krævede nogle præcise træk, og for en gang skyld kiksede Bjørns gode teknik desværre. ½-½
Jens Ove – Grivas:
En slags kongeindisk angreb med en del manøvrering. Jens Ove kommer lidt under pres men får med en smart taktisk vending (25- Sg5!) udlignet spillet. Det var dog nødvendigt at holde tungen lige i munden da hans konge kom under pres, men det lykkedes og det endte i et helt lige tårnslutspil. ½-½
Zumsande – Jesper:
Vanen tro gik Jesper hårdt til modstanderen med et tidligt h6 og g5 i Preussisk. Sådan kunne man ikke spille da jeg var dreng, men åbningsteorien udvikler sig jo heldigvis hele tiden. Zumsande har haft en forfærdelig turnering, men viste i dag at han stadig kan spille skak, og var reelt aldrig under. Jesper undveg kompromisløst flere trækgentagelser undervejs, men måtte til sidst forsvare et slutspil en bonde under. Remissen var dog aldrig rigtig i fare. ½-½
Dagens resultater:
GM Vasilios Kotronias, Grækenland (2486) – FM Filip Boe Olsen, Skanderborg (2397) 0 – 1
IM Martin Zumsande, Tyskland (2492) – IM Jesper Søndergård Thybo, Jetsmark ½ – ½
IM Bjørn Møller Ochsner, Skanderborg (2476) – GM Dmitrij Kollars, Tyskland (2567) ½ – ½
IM Jonas Buhl Bjerre, Skanderborg (2432) – FM Matthias Bach, Tyskland (2307) ½ – ½
IM Jens Ove Fries, Fredericia (2371) – GM Efstratios Grivas, Grækenland (2413) ½ – ½
Stillingen efter 7. runder:
1. IM Bjørn Møller Ochsner, Skanderborg (2476) 5½ point
2. – 3. IM Jonas Buhl Bjerre, Skanderborg (2432) 5 point
2. – 3. IM Jesper Søndergård Thybo, Jetsmark (2517) 5 point
4. GM Dmitrij Kollars, Tyskland (2567) 4½ point
5. – 6. GM Efstratios Grivas, Grækenland (2413) 3½ point
5. – 6. FM Filip Boe Olsen, Skanderborg (2397) 3½ point
7. – 8. GM Vasilios Kotronias, Grækenland (2486) 2½ point
7. – 8. FM Matthias Bach, Tyskland (2307) 2½ point
9. IM Jens Ove Fries, Fredericia (2371) 2 point
10. IM Martin Zumsande, Tyskland (2492) 1 point
Resterende program for turneringen:
Lørdag den 16. februar kl. 16:00: 8. runde
Søndag den 17. februar kl. 10:00: 9. runde
Hjemmeside: http://chesshouse.dk/gm-2019/
Live: http://liveskak.dk/2019/chesshouse/gm/live/
Turneringen kan også følges på Chess24: HER
Link til Chess House: http://chesshouse.dk/