Onsdag starter en af årets stærkeste opens, FIDE Chess.com Grand Swiss 2019, på øen Isle of Man i det irske hav. De 100 højest ratede spillere i verden fra juli 2018 til juni 2019 er inviteret og kæmper bl.a. om en plads i Kandidatturneringen, der afholdes i første halvdel af 2020.
Verdensmester Magnus Carlsen er også med i turneringen, og får jo nok del i den imponerende præmiesum på 432.000 dollars, hvor vinderen af turneringen alene får 70.000 dollars.
Top 10 deltagere med deres live verdensranglisteplacering:
1. GM Magnus Carlsen, Norge (2876)
2. GM Fabiano Caruana, USA (2812)
8. GM Wesley So, USA (2767)
10. GM Viswanathan Anand, Indien (2765)
15. GM Yu Yangyi, Kina (2763)
13. GM Sergey Karjakin, Rusland (2760)
12. GM Alexander Grischuk, Rusland (2759)
14. GM Levon Aronian, Armenien (2758)
23. GM Radoslaw Wojtaszek, Polen (2748)
19. GM Vladislav Artemiev, Rusland (2746)
Fabiano Caruana mod Magnus Carlsen i 8. runde af 2017 udgaven af Chess.com Isle of Man Masters. Foto: Maria Emelianova/chess.com
Arrangørerne er blevet tildelt en del wild cards, og har valgt at bruge dem fortrinsvis til fremadstormende unge talenter og stærke kvindelige spillere. Derfor er det glædeligt, at turneringen får dansk islæt, idet arrangørerne har valgt at inviterere IM Jonas Buhl Bjerre fra Skanderborg. Med et Elotal på 2506 er Jonas seedet som nummer 121 i det samlede felt på 154 deltagere. I første runde møder Jonas den 24-årige amerikaner GM Ray Robson (2670).
IM Jonas Buhl Bjerre med i spændende topturnering på Isle of Man. Foto: Claus Qvist
Arrangørerne har også inviteret den svenske stormester Pia Cramling. Foto: Thomas Vestergård
Udover Magnus Carlsen, Pia Cramling og Jonas Bjerre er de nordiske lande repræsenteret ved svenske Nils Grandelius og normændene Johan-Sebastian Christiansen og Aryan Tari.
Der spilles med den lange betænkningstid 100 minutter til 40 træk, fulgt af 50 minutter for de næste 20 træk og endelig 15 minutter til resten af partiet. Tillægstid 30 sekunder fra træk 1.
Program for turneringen:
Torsdag den 10. oktober kl. 16:00: 1. runde
Fredag den 11. oktober kl. 16:00: 2. runde
Lørdag den 12. oktober kl. 16:00: 3. runde
Søndag den 13. oktober kl. 16:00: 4. runde
Mandag den 14. oktober kl. 16:00: 5. runde
Tirsdag den 15. oktober kl. 16:00: 6. runde
Onsdag den 16. oktober: Fridag
Torsdag den 17. oktober kl. 16:00: 7. runde
Fredag den 18. oktober kl. 16:00: 8. runde
Lørdag den 19. oktober kl. 16:00: 9. runde
Søndag den 20. oktober kl. 16:00: 10. runde
Mandag den 21. oktober kl. 16:00: 11. runde
Link til live på chess24: HER
Turneringens hjemmeside: iominternationalchess.com