Æresmedlem af Dansk Skak Union Ole Herman Block er den 3. november afgået ved døden kort før sin 83-års fødselsdag.
Ole Block blev medlem af DSU og SK41 i 1962, og selvom han selv havde mesterspillerstyrke ved brættet, er det mest det kolossale organisatoriske arbejde, der efterlader et stort aftryk i Dansk Skak Unions historie.
Ole Block var formand for SK41 fra 1970 og syv år frem, medlem af KSUs bestyrelse i 30 år, international dommer fra 1980 samt medlem af DSUs forretningsudvalg fra 1994 til 2002. Det meste af tiden i FU var Ole Block en sikker klippe som kasserer, men han trådte til som formand i år 2000 og to år frem. Hans formandstid blev besværliggjort af to andre medlemmer af FU, der angiveligt kom i klammeri ved OL, hvor de hver især var holdledere for det dansk kvindelandshold og holdet i den åbne række. En ærgerlig sag, der fik Ole Block til at give formandsstafetten videre til Steen Juul Mortensen, der ellers var holdt op i 1995.
Ole Block var også kasserer for Det Nordiske Skakforbund og Dansk Tankesports Forbund i en årrække. Han var medlem af bestyrelsen på Tjele Efterskole, i bestyrelsen for Dansk Skaksalg og administrerede flere af DSUs underliggende fonde. Ole Block bestred til det sidste kassererposten i K41, den klub, som han var medlem af i alle sine 64 år som organiseret skakspiller.
I det civile liv var Ole Block direktør for flere selskaber indenfor forsikringsbranchen.
Ære været Ole Blocks minde.
