You are currently viewing Skanderborg fører Skakligaen

Skanderborg fører Skakligaen

Skanderborg er i weekenden vært for de to første runder i Skakligaen. Man kan ikke ligefrem sige, at værterne er fredelig stemt overfor gæsterne. Køge måtte indkassere et 0 – 8 nederlag til Skanderborg i første runde. Køge var meget afbudsramt – ingen af de tre stormestre på styrkelisten var med – så storsejren var også forventet ud fra ratingtallene. Professor Elo forudsagde en 7 – 1 sejr til Skanderborg.

På fotoet øverst i artiklen har GM Mads Andersen fra Skanderborg sort mod FM Paulius Meskenas. Foto: Thomas Vestergård

ØBRO overraskede positivt med at slå Aarhus/Skolerne med 5 – 3. På papiret var Aarhus/Skolerne knebne favoritter, men oprykkerne fra Østerbro leverede en mindre overraskelse.

IM Viktor Haarmark Nielsen på ØBROs førstebræt slog GM Bjørn Møller Ochnser i første runde. Foto: Thomas Vestergård

De forsvarende mestre fra Hillerød vandt en pligtsejr over et afbudsramt BMS-hold med 5 – 3.

Nordkalotten kom rigtig godt fra start med en 5½ – 2½ sejr over Fredericia.

GM Jonny Hector vandt på førstebrættet over Fredericias IM Nikola Krasimirov Kanov. Foto: Thomas Vestergård

Runden var præget af mange afbud på flere af holdene. Også Nordre var alvorligt afbudsramt. I forhold til den udmeldte startopstilling var halvdelen af holdet reserver. Set i det lys var Brønshøjs 4½ – 3½ sejr tæt på at være acceptabelt for Nordre.

GM Carsten Høi, Brønshøj mod WIM Nina Høiberg, Nordre blev remis. Foto: Thomas Vestergård

Lørdagens resultater:
Skanderborg – Køge 8 – 0
BMS – Hillerød 3 – 5
Brønshøj – Nordre 4½ – 3½
Fredericia – Nordkalotten 2½ – 5½
Aarhus/Skolerne – ØBRO 3 – 5

Søndagens program – start kl. 10.00:
Hillerød – Fredericia
Køge – Aarhus/Skolerne
Nordkalotten – Skanderborg
ØBRO – Brønshøj
Nordre – BMS

Spillested: Morten Børup Skolen, Møllegade 45, 8660 Skanderborg

Live-dækning: https://lichess.org/broadcast/skakligaen-20262027/0M4sfvGj
Divisionsturneringen: https://holdskak.skak.dk/TeamTour/index/129