EM i Prag er slut

Bedste dansker blev Martin Percivaldi med 5½ af 9.

Vi har modtaget en afsluttende rapport fra ungdomslandstræneren.

EM i Prag er slut.
9 runder med det dagsprogram, som jeg fortalte om for et par dage siden, er hård kost. Jeg kunne godt mærke at det var trætte spillere der satte sig til bordene kl. 13.00 til sidste runde. Det var da også kun Johan Møller Ochsner og Thea Nicolajsen som oversidder, der vandt deres partier, mens Martin Percivaldi og tvillingerne Bjarke og Freja Vangsgaard spillede remis.

Samlet status på turneringen blev, at de danske spillere ratingmæssigt spillede nogenlunde lige op. I forhold til at der i et sådant stævne er mange uratede, men stærke spillere, er resultatet samlet set godkendt:

U-08: Jonas Bjerre 5/9. + 43 ratingpoint og Catarina Wul Micalizio 3/9. +14
U-10: Filip Boe Olsen 3½/9. -85
U-12: Tobias Dreisler 5/9. -61 og Johan Møller Ochsner +61
U-14: Martin Percivaldi 5,5/9. +12, Bjarke Vangsgaard 3/9 + 33 og Freja Vangsgaard 4/9. +16
U-16: Jens Albert Ramsdal 3/9. -57 og Thea Nicolajsen 3/9. -19
U-18: Bjørn Møller Ochsner 5/9. +18

Særligt fremhæves bør Martin Percivaldi, der med 5,5 point blev dansk topscorer. Han arbejder målrettet med skakken, og er klar i fremgang.


Topscorer Martin Percivaldi (foto: thv)

Jonas Bjerre og Bjørn Møller Ochsner kunne begge have nået topplaceringer, men tabte desværre begge deres 2 sidste partier. På trods af det, var de stadig omkring 1 point over forventet score.

I den anden ende skuffede Filip Boe Olsen, Tobias Dreisler og Jens Ramsdal, som alle tre får decimeret deres ratingtal kraftigt. Særligt de to førstnævnte havde jeg forventet ville have chancen for at komme i top 20. Men som jeg sagde til dem: I er ikke dårligere spillere end da i tog hjemmefra! Og selvfølgelig kommer de stærkt igen.

Tak til alle spillere og forældre for en rigtig god tur, hvor alle bakkede hinanden op i med- og modgang!

Mads Boe

Hjemmeside: www.eycc2012.eu

Alle danske resultater