Delegationsleder Anne Mette Lindegaard Bruntse har sendt følgende hjem om starten på Ungdoms VM i Albanien.
Fredag den 3. oktober rejste 11 danske juniorer og deres familier til Dürres i Albanien for at deltage i Ungdoms VM i Skak for U14-18 spillere. I år deltager over 700 unge skakspillere fra 82 nationer.
Fra Danmark til Albanien
Efter lidt rejseudfordringer med alt fra udsatte flyafgange til mistet bagage, nåede den sidste del af den danske delegation frem til spillestedet ”Hotel Grand Blue Fafa”, hvor de tjekkede ind den 4. oktober kl 03.00.
Dag 1
Den første spilledag er altid lidt anderledes. Her afholdes der tekniskmøde for de ansvarlige for det enkelte lands delegation, spillermøde og åbningsceremoni. Parringer kommer også typisk sent og giver meget kort tid til forberedelse af dagens parti. De fleste danskere havde på papiret hårde parringer i 1. runde, som desværre kom til at holde stik. Det blev til 3 ½ ud af 11 point.

En af de unge spillere der kom på tavlen var Villads Majvang Sandmann (U14) der her kort kommentere sit parti:
Spillet er en kongeindisk hvor sort hurtigt går galt i byen. Jeg lavede et stort gennembrud på dronningesiden og senere begyndte jeg at vinde materiale.
Dag 2-3
Hverdagen er nu ved at indfinde sig. En typisk dag ved UVM starter omkring kl 9:00 med morgenmad og derefter forberedelse af dagens parti.

Herefter er der frokost og hvile på værelset inden spillerne i god tid møder ind til fairplay tjek.
Kl 15:00 starter dagens runde som typisk varer mellem 3-4 timer. Derefter analyserer de dansk spillere sammen deres partier inden den resterende del af dagen er til fri disposition.

Pointmæssigt er de fleste spillere nu kommet på tavlen og 3. dagen var en rigtig god dag med 7 ud af 10 mulige point grundet et enkelt danskeropgør i G18.
Anne Mette Lindegaard Bruntse, tekst og foto
Efter de første tre runder er FM Vitus Bondo Medhus i U16 bedst placerede dansker. Han har vundet alle tre partier og møder i 4. runde FM Santiago Lopez Rayo (2353) fra Columbia.
Turneringen spilles over 11 runder med den 10. oktober som fridag. De første 10 runder starter alle kl. 15.00, mens sidste runde spilles kl. 13.30.
Danske resultater: https://s1.chess-results.com/tnr1265987.aspx?lan=1&art=25&fedb=DEN&turdet=YES&flag=NO&SNode=S0
Live-partier: https://lichess.org/broadcast/fide-world-youth-chess-championships-2025/cogY0wgT
Turneringens hjemmeside: https://fideworldyouth.achf.org.al/
