You are currently viewing Moms på skak, bridge, backgammon mv.

Moms på skak, bridge, backgammon mv.

Nogle har måske allerede læst eller hørt at Skattestyrelsen, (med afsæt i en 8 år gammel EU-dom, hvor engelsk bridge blev kendt momspligtige) nu har afgjort at der fra 1. januar 2026 indføres momspligt på tankesport i Danmark. Begrundelserne herfor er, meget simplificeret, at Skattestyrelsen ikke anser tankesportsgrene som sport.

Dansk Skak Union har i lang tid aktivt, sammen med Dansk Bridgeforbund og øvrige tankesportsgrene, forsøgt at omvende Skattestyrelsen, skatteministeren og politikerne, hidtil er det ikke lykkedes.

Vi øger derfor presset nu, både med kronikker om emnet, læserbreve og direkte henvendelser til alle skatte- og kulturordførere i Folketinget, med håb om at det kan fremelske en løsning. Desuden forsøger vi at få sagen bragt for Skatterådet, som er et organ der har kompetence til at underkende Skattestyrelsens beslutning. Et sådant foretræde kan måske først lade sig gøre i løbet af 2026, så det er med at bevare tålmodigheden.

I mellemtiden har Skattestyrelsen indbudt til et teknisk vejledningsmøde den 7. oktober, hvor styrelsen vil redegøre for hvorledes momsordningen skal administreres. Dette møde deltager undertegnede og vores kasserer Poul Guldbæk Olesen naturligvis i, så vi kan få afklaret hvad det præcist kommer til at betyde for Dansk Skak Union, Hovedkredsene og klubberne. Hvilke indtægter bliver momspligtige, og hvilke omkostninger kan fradrages? Hvor omfattende bliver kravene til regnskabsføring og indberetning?

For tankesportsklubberne er dette et alvorligt anliggende, fordi det jo medfører at vi, hvis ikke beslutningen omstødes, ser ind i en kontingentforhøjelse på 25%, som vi ingenting får for. Ikke alene er det økonomiske en alvorlig sag, men det kæmpe stykke administrativt arbejde vi pålægges, kan i høj grad risikere at blive et tema, som gør det mere end vanskeligt for mange klubber i det hele taget at få valgt en bestyrelse, og dermed reelt medføre at klubber rundt omkring kommer til at lukke ned.

Når konsekvenserne for os er klare, indbyder vi alle Unionens klubber og hovedkredse til et online informationsmøde, hvor der vil blive mulighed for at stille spørgsmål.

Indbydelsen til mødet vil blive offentliggjort her på skak.dk, naturligvis i tilpas tid til at alle klubber og interesserede kan indrette sig herpå,

Poul Jacobsen