Ungdoms VM 6. runde

Ved Ungdoms VM i Brasilien har Mads Andersen har 4½ af 6 i U16, mens Jesper Thybo har 3½ af 6 i U12.

I 7. runde har de begge sort. Jesper Thybo møder Arno Sterck (1826) fra Belgien mens Mads Andersen møder FM Kana Izzat (2263) fra Aserbajdsjan.

Vi har modtage nedenstående rapport fra Brasilien.

Af Ivan Andersen
Runderapport 6. runde
Begge drengene var favoritter i dag. Faktisk havde deres modstandere næsten det samme i rating.

Mads havde nok ikke forventet at skulle møde an spiller med under 2000 i rating i 6. runde. På forhånd havde vi alle mulige teorier om at han måtte være bedre end sit tal, og han havde da også fået point mod et par rigtig gode folk tidligere i turneringen. Det var der dog ikke meget der tydede på i dag. Det lykkedes mexikaneren at overraske ved at besvare Mads’ 1.d4 med 1…c5, men derfra gik det rask ned ad bakke, og efter 17 træk var det slut.

Jesper havde revanche til gode fra EM tidligere i år, hvor han ellers havde udspillet sin tyske modstander, men en enkelt fejl kostede dengang partiet. Denne gang gik det desværre ikke bedre. Jesper var forberedt på fransk og havde en lille overraskelse i ærmet, men det blev desværre tyskeren, der kom med den første overraskelse. 3…a6 havde vi ikke lige fået med.


Mads Andersen og Jesper Thybo analyserer (foto: Ivan Andersen)

Drengene har kigget grundigt på partiet her til aften, og konklusionen var noget i retning af: ”Jesper mistede nogle brikker i starten, men havde faktisk overraskende god kompensation, og han fik et drabeligt angreb. Selv om tyskeren var langt nede i tid, forsvarede han sig dog smart, og Jesper måtte til sidst ned.” citat slut.

I skrivende stund er modstanderne for i morgen ikke kendt, men Mads er tilbage i den rare ende ½ point efter de førende, så der venter utvivlsom en spændende opgave.

Ivan Andersen

Hjemmeside: www.wycc2011.com