Ved Europa Cuppen for klubhold mødte K41 den svenske klub Lund. Et pudsigt møde, da Lunds fire nederste spillere har optrådt på K41s hold i XtraCon-Skakligaen inden for de sidste par år.
På papiret var Lund klar favorit, men vandt kun 4 -2. K41s førstebræt Roland Greger imponerede med gevinst over den svenske mester GM Hans Tikkanen. Peter Larsen spillede remis med IM Axel Smith og Flemming Bo Larsen fik ligeledes en remis mod IM Silas Lund. En fin start for Valbyklubben.
Jetsmark tabte 5 – 1 til G-Team Novy Bor fra Tjekkiet, der stillede op med 6 stormestre. IM Jakob Vang Glud spillede remis med GM Radoslaw Wojtaszek (2704) og Andders Helledie fik en halv mod GM Jan Markos (2596).
Hos kvinderne stillede kun 11 hold til start, hvorfor WFM Marie Frank-Nielsen på Oslo Schakselskaps andetbræt fik en fridag som oversidder.
Peter Heine Nielsens klub OSG Baden-Baden gjorde rent bord, 6 – 0, mod hollandske LSG.
I anden runde mandag kl. 15.00 møder K41 det finske hold Tammer-Shakki i en match, der på forhånd ser jævnbyrdig ud. Jetsmark møder Gonzaga Chess Club fra Irland og danskerne må være favoritter i den kamp.
Hjemmeside: ecc2011.sahohlacnik.com