You are currently viewing Thybo fastholder føringen

Thybo fastholder føringen

Med to runder igen står GM Jesper Søndergaard Thybo meget stærkt til at hjemføre sit første individuelle danmarksmesterskab. Det vil være noget af en forårssæson for Jesper hvis han først vinder Skakligaen med Hillerød for kun få uger senere at tage den individuelle titel også.

IM Kim Pilgaard – IM Filip Boe Olsen 0 – 1
Klart dagens angrebsparti. Noget man lærer begyndere i skak er blandt andet, at man ikke må rykke den samme brik to gange i åbningen. Derfor så Filips træk 5 og 6 underligt ud. Først flytter man bonden til h6, for trækket efter at spille den til h5. Kunne man ikke have sat den på h5 med det samme? Jo, men man er først rigtig god, når man ved hvornår tommelfingerreglerne ikke gælder. Den svenske stormester Erik Blomqvist spillede den samme åbning ved OL i Chennai i 2022. Han vandt endda i 20 træk ved den lejlighed. Filip måtte i dag bruge et træk mere.

IM Kim Pilgaard – IM Filip Boe Olsen. Foto: Thomas Vestergård

GM Bjørn Møller Ochsner – GM Jesper Søndergård Thybo 0 – 1
Jesper Thybo tog endnu et stort skridt mod sit første danmarksmesterskab i dag ved at slå stormesterkollega Bjørn Møller Ochsner. Kommentatorerne John Rendboe og Rasmus Skytte kunne ikke lide Bjørns 9. d4, de mente det kom for tidligt. Det er da også som om, at det herefter kun gik Jesper Thybos vej. 0 – 1 efter 35. træk.

Jesper Thybo skal i de to sidste runder møde Kim Pilgaard og Viktor Haarmark Nielsen.

GM Bjørn Møller Ochsner – GM Jesper Søndergård Thybo. Foto: Thomas Vestergård

IM Martin Haubro – FM Jeppe Hald Falkesgaard 1 – 0
Jeppe Hald Falkesgaard blev, ligesom i første runde mod Sune Berg, mødt med Rossolimo-varianten med i siciliansk. Jeppe afveg allerede i træk 4 fra det parti, og valgte denne gang at slå på c6 med b-bonden. 11. -, Le7 var under mistanke for at være forkert, herfra udbyggede Haubro sin fordel og kunne ved træk 40 skrive hele pointet på rundekortet.

IM Martin Haubro – FM Jeppe Hald Falkesgaard. Foto: Thomas Vestergård

IM Martin Percivaldi – IM Nicolai Kistrup 1- 0
Martin Percivaldi startede DM i fin stil med 1½ af 2, men scorede så kun et halvt point i de næste fire partier. I dag kom der så et helt point ind på kontoen i kampen mod Nicolai Kistrup. Percivaldi skulle dog langt ind i et remisslutspil før Kistrup bukkede under. Presset på tiden fejlede Kistrup i træk 59 og 60.

Martin Percivaldi – Nicolai Kistrup. Foto: Thomas Vestergård

FM Viktor Haarmark Nielsen – GM Sune Berg Hansen ½ – ½
Sune Berg Hansen var selvfølgelig inden start favorit mod Viktor Haarmark, men man kan jo ikke forhindre sin modstander i at spille godt. I følge computeren havde Sune Berg en lille fordel omkring træk 18, men den forsvandt nærmest med det samme, og stillingen var derefter helt lige indtil man tog remis i træk 72.

FM Viktor Haarmark Nielsen – GM Sune Berg Hansen. Foto: Thomas Vestergård

Stillingen efter 7. runde:
1. GM Jesper Søndergaard Thybo, Hillerød, 6 point
2. IM Filip Boe Olsen, Skanderborg, 4½ point
3. – 4. GM Sune Berg Hansen, Hillerød, 4 point
3. – 4. IM Martin Haubro, BMS, 4 point
5. GM Bjørn Møller Ochsner, Aarhus/Skolerne, 3½ point
6. – 8. IM Kim Pilgaard, Brønshøj, 3 point
6. – 8. IM Martin Percivaldi, Hillerød, 3 point
6. – 8. FM Viktor Haarmark Nielsen, ØBRO, 3 point
8. – 9. IM Nicolai Kistrup, BMS, 2½ point
10. FM Jeppe Hald Falkesgaard, Brønshøj, 1½ point

Kommentatorparret John Rendboe og Rasmus Skytte havde fuldt hus i kommentatorlokalet på Hotel Svendborg. Foto: Thomas Vestergård

Ottende runde lørdag kl. 14.00 ser således ud:
GM Sune Berg Hansen – IM Martin Percivaldi
IM Filip Boe Olsen – FM Viktor Haarmark Nielsen
GM Jesper Søndergård Thybo – IM Kim Pilgaard
IM Martin Haubro – GM Bjørn Møller Ochsner
FM Jeppe Hald Falkesgaard – IM Nicolai Kistrup

I Kandidatklassen er FM Vitus Bondo Medhus fra Evans i Vejle alene i spidsen med 4 maksimum 4 point.

Vitus Bondo Medhus bliver 16 år om kort tid. Giver han sig selv en Landsholdplads i gave? Foto: Thomas Vestergård

Fredag aften er der påskelyn. Semifinalerne og finalen vil blive vist live på dette link: https://lichess.org/broadcast/lynskak-ved-dm-2025-semifinaler-og-finaler/semifinale-1/daOJuJaC Følg med fra cirka kl. 23.00 og frem. Live-master Kasper Jerwiarz lover at han vil holde folk ajour med hensyn til formodet start via chatten i samme link.

GM Jonas Buhl Bjerre, GM Mads Andersen og GM Allan Stig Rasmussen er blandt favoritterne i Lynturningen.

Live partier: https://lichess.org/broadcast/danish-championship-2025–landsholdsklassen/jC1DYpOF

Livekommentering: https://www.twitch.tv/danskskakunion

DMs hjemmeside: https://skak-dm.dk/2025/

Turneringstabel: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=29142