Danmarks stærkeste skakspiller, stormester Peter Heine Nielsen, er blevet udtaget til at spille World Cup 2011 af det internationale skakforbund FIDEs præsident Kirsan Ilyumzhinov.
128 skakspillere fra hele verden skal fra den 28. august til 20. september spille en knockout turnering om 3 pladser i den næste VM-cyklus. World Cuppen spilles i Khanty-Mansiysk, der ligger i det vestlige Sebirien.
Ved EM 2011 i Aix-Les-Bains i Frankrig endte Peter Heine ikke på en af de 23 pladser, der gav direkte kvalifikation til World Cuppen, men det skyldtes jo i høj grad de mildest talt underlige korrektionsregler, hvor udregningen af spillernes ratingperformance var helt hen i vejret.
Peter Heine Nielsen indgav protest til det europæiske skakforbund, ECU, der imidlertid ikke kunne imødekomme protesten.
FIDEpræsident Kirsan Ilyumzhinov råder over 6 wild-card til turneringen og et af dem er altså i dag tilfaldet Danmarks bedste spiller. Om tildelingen hænger sammen med den i danske øjne uretfærdige behandling af Peter Heine Nielsen ved EM, kan der kun gisnes om.