Danmark – Østrig 2 – 2

Danmark var meget tæt på at vinde over Østrig i dagens kamp ved Senior EM for Hold i Grækenland. Efter næsten 6 timers spil og 112 træk måtte Bent Sørensen se remisen forsvinde i et springer og tårn mod tårn slutspil.

Kampen startede meget lovende for Danmark. Bjørn Brinck-Claussen ofrede sig igennem sorts kongestilling med 34. Sxh5+ og partiet var hurtigt forbi.

Jørgen Jørgensen spillede en meget korrekt remis på bræt 4 og tilbage sad Jørn Sloth og Bent Sørensen med to meget lige stillinger.

Jørn Sloth var presset på tiden, men havde styr på partiet hele vejen. Pudsigt nok mener computerprogrammet Fritz, at Sort står til gevinst efter 57. – Kxa2, men et opslag i Nalimov Endgame Tablebases siger remis.

Bent Sørensen var meget tæt på at sikre Danmark sejren, men han blev presset i flere omgange i partiet. Modstanderen kunne uden risiko spille på gevinst i først et slutspil med konge, tårn og springer mod Bent Sørensens konge, tårn og bonde. I træk 78 falder bonden, men det er stadig remis. Først i træk 112 kommer den afgørende fejl Tf8? – ifølge Nalimov Endgame Tablebases holder Ta7, Tb7 eller Tc7 remis. Ærgerligt, men efter 6 timers spil, er det svært at blive ved med at spille så præcist, som slutspillet kræver. Partierne kan gennemspilles til sidst i artiklen.

Danmark – Østrig 2 – 2
1. Bent Sørensen (2343) – IM Georg Danner (2416) 0 – 1
2. FM Jørn Sloth (2310) – IM Franz Hoelzl (2342) ½ – ½
3. IM Bjørn Brinck-Claussen (2271) – Josef Ager (2188) 1 – 0
4. FM Jørgen Jørgensen (2221) – Friedrich Woeber (2172) ½ – ½

Stillingen efter 7. runde:
1. Rusland, 12 matchpoint, 19 brætpoint
2. Israel, 11 matchpoint, 18½ brætpoint
3. Tyskland, 10 matchpoint, 18½ brætpoint
4. Italien, 10 matchpoint, 17½ brætpoint
5. Belgien, 10 matchpoint, 17½ brætpoint
6. Danmark, 10 matchpoint, 17 brætpoint
….
34. Danmark 2, 4 matchpoint, 9½ brætpoint

Rent turneringsteknisk var det uafgjorte resultat måske slet ikke så ringe, da Danmark i næstsidste runde møder Belgien, der er seedet 10 pladser under Danmark. En sejr her og Danmark spiller med om medaljer i sidste runde.

8. rundes parringer i toppen:
Rusland – Italien
Israel – Tyskland
Belgien – Danmark
Østrig – England

Hjemmeside: http://gamesfestival.chessdom.com/european-senior-chess