Italien – Danmark 2 – 2

Det danske førstehold ved Senior EM i Thessaloniki er stadig ubesejret og skal i femte runde lørdag kl. 9.00 møde favoritterne fra Rusland, i en kamp, der vises live på turneringens hjemmeside.

I dagens runde spillede Danmark lige op med Italien, der var knebne favoritter. Bent Sørensen led holdets første nederlag, da han tabte til IM Stefano Tatai (2361). Jørn Sloth på bræt 2 udlignede dog for Danmark ved at slå GM Sergio Matiotti (2329). De to sidste partier blev remis. Alle fire partier kan gennemspilles til sidst i artiklen.

Både Bent Sørensen (ratingperfomance 2473) og Jørn Sloth (ratingperformance 2450) ligger godt til at score en IM-norm. Hertil kræves en ratingperformance på 2450 over hele turneringen. Et andet krav for at score en IM-norm, er at antallet af modstandere med IM- titler skal være mindst 3, det har Bent Sørensen allerede opfyldt. Jørn Sloth skal med sikkerhed møde en GM eller IM i morgen og dermed får også han den 3. betitlede spiller.

De danske spillere har kun internetadgang på spillestedet, så vi har kun modtaget korte beskeder fra den danske delegation, men Bent Sørensen skriver bl.a.: ”Hidtil er alt gået efter planen og vi ser frem til at sidde til højbords mod russerne i morgen. I kan følge os på nettet i morgen og forhåbentlig de kommende dage.”

Det danske andethold tabte til Norge 1 med ½ – 3½ efter at have slået Norge 2 dagen før. I 5. runde venter Wales.

Stillingen efter 4. runde:
1. Italien, 7 matchpoint
2. Danmark, 7 matchpoint
3. Rusland, 7 matchpoint
4. Israel, 6 matchpoint
5. Finland, 6 matchpoint

31. Danmark 2, 2 matchpoint

Der deltager 36 hold.

Hjemmeside: http://gamesfestival.chessdom.com/european-senior-chess