Kvartet fører Politiken Cup


Der er ingen spillere tilbage med maksimumpoint i Politiken Cup. GM Jonny Hector tabte med sort til den tyske stormester Georg Meier og de to andre førende spillere, GM Maxim Rodshtein (2609), Israel og GM Konstantin Landa (2598), Rusland, spillede remis indbyrdes efter et spændende parti.

Partiet mellem GM Tiger Hillarp-Persson og Jackie Andersen var virkelig publikumsvenligt. På turneringens hjemmeside var der hurtigt et nyhed med overskriften ”Jackie som provo”, hvilket skyldtes Jackie Andersens åbningsvalg. Tiger Hillarp-Persson har netop udgivet en bog om det Moderne Forsvar og en af pointerne skulle være, at sort skal passe på med at spille Sf6 for hurtigt. På brættet kom der 1. e4, g6 2. d4, Sf6. Som kommentator FM Martin Matthiesen sagde på Skak.dk: ”Jackie er vist den eneste stærke spiller, der har spillet sådan mere end én gang.” Begge spillere brugte meget tid i åbningen og ved træk 14 havde Tiger 30 minutter tilbage mod Jackies 19 minutter i denne stilling:

GM Tiger Hillarp-Persson – Jackie Andersen, Politiken Cup 6. runde.

Stillingen efter 14. -, Sb8-d7

Tiger Hillarp-Persson trak det spektakulære 15. Dxd7+ efter næsten 10 minutters betænkningstid. 15. exf6, Sxf6 16. La4+ ville have været en enkel vej til gevinststilling, men teksttrækket er selvfølgelig flot – og stillingen er sikkert også vundet for hvid, hvis han havde fundet 17. Lg5. I partiet kom 15. Dxd7+, Kxd7 16. gxf6, De8 17. fxg7? og Jackie er ovenpå. Lige op mod tidskontrollen spiller Jackie fejl i træk 39 og 40 og stillingen blev igen lige. Men der kom ingen hurtig fredsslutning og partiet måtte ud i 106 træk inden remisen blev aftalt. 

Jackie Andersen scorede IM-norm ved Aarhus Chess Summer på Chess House i juli måned. Det var egentlig Andersens 3. IM-norm, men den første norm fra Hviderusland tilbage i 1994 er aldrig blevet anmeldt til FIDE og faldet for en tidsfrist FIDE satte for en 5-6 år siden. Derfor vil det være meget belejligt, hvis der kommer en IM-norm her i Politiken Cup.

Hidtil har Jackie Andersen spillet remis med stormestrene (3 stk.) og vundet over de andre. Forsætter dette mønster, er det måske en GM-norm, der skal regnes på.

Af andre mulige normer ligger den unge tysker Jonathan Carlstedt også godt med 5 af 6. Han har slået legenden GM Lajos Portisch samt GM Viktoria Cmilyte og kun tabt til ratingfavoritten GM Pavel Eljanov. I 7. runde møder Carlsted så GM Jonny Hector.

Danske Johnni Veng kan også være på vej til en norm. Undgår Veng tab mod GM Alexander Kovchan i 7. runde, er han godt på vej til sin anden IM-norm.

Turneringen føres nu af kvartetten GM Pavel Eljanov, GM Georg Meier, GM Maxim Rodshtein og GM Konstantin Landa med 5½ af 6.

De mødes indbyrdes i 7. runde således:
GM Pavel Eljanov (2755), Ukraine – GM Maxim Rodshtein (2609), Israel
GM Konstantin Landa (2598), Rusland – GM Georg Meier (2648), Tyskland

På en delt femteplads finder vi danskerne GM Allan Stig Rasmussen, GM Sune Berg Hansen, IM Mikkel Djernæs Antonsen og GM Jacob Aagaard.

Torsdag er IM Christian Kyndel Pedersen kommentator på Skak.dk med start senest kl. 13.30. NB! Aflyst

Hjemmeside: www.politikencup.dk