Svidler vandt hurtigskakken

I opvisningsmatchen mellem GM Peter Svidler og GM Peter Heine Nielsen blev de sidste 3 hurtigskakpartier spillet tirsdag aften.

I matchens 4. parti ofrede Peter Heine med sort en bonde for angreb, men Svidler holdt hovedet koldt og fik afviklet til et remisslutspil. I 5. parti angreb Peter Heine igen, men her slog Peter Svidler kontra, da tiden begyndte at trykke. Partierne blev spillet med 20 minutter til hele partiet plus 10 sekunder pr. træk. Sidste parti blev aftenens korteste og sluttede remis efter 24. træk. Samlet vandt Svidler hurtigskakken 4½ – 1½.

Efter partierne gennemgik de to spillere partierne for publikum på Lo-skolen i Helsingør. Det var ifølge referaterne en Svidler i topform, der bl.a. fortalte at han overvejede 1. b3 i sidste parti, men at det må vente til onsdag aften. Om 5. parti blev muligheden 21. Le8 (i stedet for Te8) diskuteret indgående, Svidler mente det kunne være en forbedring af hvids spil.

Partierne kan gennemspilles her.

Både mandag og tirsdag var IM Jakob Vang Glud kommentator på Skak.dk og især tirsdag var der mange besøgende.

Onsdag aften kl. 20 skal Svidler og Peter Heine spille 10 lynpartier med 1. b3 som førstetræk, også kendt som Larsen-åbningen. Hele matchen er en hyldest til GM Bent Larsen i anledning af 75-års fødselsdagen i marts.

Hjemmeside: www.politikencup.dk