You are currently viewing Kort nyt uge 38

Kort nyt uge 38

Den polske holdskakturnering, Drużynowe Mistrzostwa Polski – Ekstraliga 2023, havde dansk deltagelse af GM Jonas Buhl Bjerre og GM Mads Andersen, der begge spiller for KSz Miedź Legnica. Holdet (billedet øverst) sluttede på 7. pladsen i en meget jævnbyrdig gruppe, der blev vundet af Wieza Pomot Pegow.

Jonas spillede en rigtig flot turnering på 1. brættet, hvor han gik ubesejret igennem de 9 partier imod et modstandergennemsnit på 2663. Resultatet var et point over forventet score, og Jonas nærmer sig nu de 2650 i rating. På bræt 2 scorede Mads 3½/9, hvilket var en anelse under forventet score.

Nils Grandelius fra Sverige scorede 5½ af 9 , og er nu kun ganske få ratingpoint fra at krydse den magiske grænse på de 2700 i elo.

Link til resultater fra turneringen: HER

Link til partier: https://chess24.com/en/watch/live-tournaments/polish-ekstraliga-2023/1/1/1


Ny dansk bog med Steffen Slumstrup og GM Jacob Aagaard er ude nu. Det er slutspilsbogen “Endgame Labyrinths”, der indeholder 1002 slutspilsstudier, og hver side er opdelt i to svære -, to middel – og to lette slutspilsstudier. Opgaverne er samtidigt inddelt i kapitler efter materialefordeling. Den varierende sværhedsgrad gør, at bogen appellerer bredt.


DM i K-skak 2023 er afgjort. Som de senere år var remisprocenten høj (77%), da der kun blev fundet en vinder i 6 partier ud af 78. Vinder blev Ali Araghi, der var den næstlavest ratede spiller i gruppen.

Link til resultater fra DM i K-skak : https://www.iccf.com/event?id=100751


Seniorchef Steen Juul Mortensen har udsendt et kort seniornyhedsbrev, hvor han minder om at DM i hurtigskak for Seniorer 2023, spilles i Herning i weekenden den 7. – 8. oktober. I skrivende stund er der 47 tilmeldte spillere fordelt med 34 spillere i 65+ og 13 spillere i 50+.

Tilmelding er senest mandag den 2. oktober 2023: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=28277


Giersing Realskole fra Odense har et hold med i både U13 og U17-rækken ved de nordiske mesterskaber for skolehold, der spilles denne weekend i Island. Se resultater her: https://chess-results.com/tnr807303.aspx?lan=1&art=0&flag=30