Ungdoms-VM runde 7 & 8

Det er lykkedes at få en rapport igennem den dårlige internetforbindelse fra Tyrkiet. Mads Andersen er rigtig godt med.

Af Silas Lund og Ane Mette Andersen
Runde 7 & 8
Tirsdag var hviledag ved VM og det var velfortjent efter dobbeltrunden i mandags. Mange af de øvrige landes deltagere havde meldt sig til de (lidt dyre) arrangerede hviledags ture, fx shoppingtur til Antalya, delfinshow, tur op på et bjerg (Tahtali mountain 2,365m “sea to sky” by cable car) eller tyrkisk bad, så vi nød, at der for en gangs skyld var plads i spiserestauranten. Hviledagen blev i den danske lejr brugt på at nyde det gode vejr. Dog måtte vi undvære Tobias, der havde fået familiebesøg fra Danmark og var på tur med dem. Vi andre tog skakbræt og brikker med til Hotel Limras pool område, hvor Silas og spillerne brugte dagen på at gennemgå gårsdagens mange partier og indimellem, når varmen blev for slem, at tage en forfriskende dukkert i poolens ikke-opvarmede vand. Det var en hyggelig hviledag med sol fra en skyfri himmel og godt med cola og kaffe til at slukke tørsten i varmen.

En af drengene ville onsdag aften være lidt i fred og gik ud på værelsesaltanen for at snakke i mobil med dem derhjemme.  Da samtalen var ovre, opdagede han, at han havde smækket altandøren i, og værelseskammeraten i mellemtiden var gået på besøg på et andet værelse. Hans eget kort sad selvfølgelig i kortholderen lige indenfor værelsesdøren. Hvad gør man så lige, når man er låst ude på en 3.die sals altan i Tyrkiet? Pludselig hørte jeg en stemme, der kaldte mit navn udefra mørket. Jeg fandt staklen stående ude i mørket og kulden på altanen ved siden af vores, kun iført t-shirt og korte bukser. Der er for langt mellem altanerne til at man kan kravle fra det ene værelse til det andet. Efter at være sat ind i den uheldiges situation, fandt jeg frem til værelseskammeraten, der var gået på besøg på et andet værelse. Hans kort duede imidlertid ikke til værelsesdøren. Så han måtte først den lange tur over til nabohotellets reception for at få sit kort aktiveret igen, før den uheldige kunne lukkes ind fra sin kolde tur på altanen. Der blev grinet noget ovenpå den episode, og han fik hurtigt varmen igen.

Og så til vejret: Stadig dejlig varmt med sol og skyfrit om dagen. Lidt køligt om aftenen – især på altanen.

Skakken
Efter gevinster i runde 7 og 8 ligger Mads nu delt nr. 1 i U14, da favoritten IM Jorge Cori samtidig tabte i runde 8! Mads spil flyder rigtig godt, så han skal bare fortsætte i sit nuværende spor.Mads vandt et godt parti i Grünfeldindisk i runde 8 – en af disse stillinger, hvor planerne kolliderer meget tidligt i partiet, hvilket skaber et komplekst og meget regnetungt parti. Vi kommer ind i partiet efter sorts  19…Sxb7

Tejas,Ravichandran – Andersen,Mads

20.Sd5!? Te8?! [Godt var 20…Txc1! 21.Sxe7+ Kf8 22.Txc1 Ne4! Pointen er 23.Tc8+ (Hvid må spille 23.Le3 Txa4) 23…Sd8 24.S7xg6+ hxg6 25.Lxd8 Lxe5?? (Sort spiller dog bedre 25…Td1+ 26.Kh2 Lxe5+ Skak! 27.g3 Kg7 med gevinst) 26.Lf6+ med mat.] 21.Sxb6 Sd5 22.Sxd5 Txd5 23.Lf4 Sc5 Stillingen er ubehagelig for hvid, men endnu ikke tabt. 24.Tc4 e6 25.a5 [Umiddelbart foreslår Rybka 25.Tec1 men efter yderligere træk bliver det klart, at også her er hvid i problemer: 25…Lxe5 26.Lxe5 Sd3 Gaflen forcerer det følgende. 27.Tc8 Kf8 28.Txe8+ Kxe8 29.Tc8+ Td8 30.Txd8+ Kxd8 31.Lc3 Kc7 En af hvids bønder på dronningefløjen går tabt.] 25…f6 26.Sc6? [Her var  26.Le3 påkrævet.] 26…Sd3! 27.Te2 Sxf4 28.Txf4 Tc5 29.Sb4 Txa5 og med bonde over kørte Mads sikkert partiet hjem. 0–1

Kristian vandt i 8.runde sit første rigtig gode parti mod en 2270–modstander med sort. Vi kommer ind i stillingen efter  24…Kg7?!

Saeed,Ishaq – Seegert,Kristian

25.Tad1? En mystisk fejl, der giver sort klar, næsten vindende fordel. [25.Txd5 Txd5 26.Td1 Td7 27.Dxb7 Txb7 28.Td4 Txb2 29.Txc4 Ta2; 25.Tc1! ser ud til at give hvid klar fordel i slutspillet, da sort ikke kan holde c4-bonden.] 25…Txd2 26.Dxb7 Txd1 27.Db4 Tf5 [Det er svært at forstå, præcis hvad Kristians højereratede modstander overså, for der findes en alternativ (og måske enklere?) vej til fordel i 27…Ta8 28.Dxc4 Ta1 29.b3 Tb8 b3-bonden går tabt, hvorefter sort møbler tårnene op i a-linjen og eliminerer hvids sidste snert af modspil. Med en ekstra bonde på f6 er sorts kongestilling umulig at lirke op, og sort kan i ro og mag ofre på f2 til et vundet bondeslutspil – som i partiet.] 28.g4 Tf4 29.a5 g5 30.a6?! Nu går a-bonden tabt, men at forsøge at holde stillingen går heller ikke i længden. [Dog er præcision påkrævet fra sorts side efter 30.Dc3 ] 30…Ta1 31.Db5 Når ens modstander tilbyder remis i en tabt stilling, så er det tilladt at slå en hånlatter op (hvilket Kristian dog ikke gjorde). 31…c3 32.bxc3 Ta2 33.Db6 Tfa4 34.a7 Txa7 Så går turen til c-bonden. 35.c4 T7a3 36.Db4 Td3 37.c5 Tc2 38.h4 Tdc3 39.hxg5 hxg5 40.De4 Txc5 41.Kg3 T5c3+ 42.f3 Tb2 43.Dd4 Tbb3 44.De4 Txf3+ 45.Dxf3 Txf3+ 46.Kxf3 Kg6 47.Ke4 f5+ 48.gxf5+ Kf6 0–1

Kristian kan se frem imod nogle interessante sidste runder med god modstand.Status efter runde 8:Tobias (3/8), Dara og Jonathan (begge 3½/8) kan ikke rigtig få spillet til at fungere ordentligt. Alle 3 spiller dog nogle interessante partier!

Efter at Martin endelig fik anvist den rigtige dosis penicillin, kan han måske slutte godt af. Efter sine 4/6 er han de seneste par runder faldet lidt tilbage og har nu 4½ points. Mads-Holger vandt sikkert i runde 8 i et slutspil med aktivere brikker mod en lavereratet. I runde 7 tabte han mod en højereratet, så elevatoren kører desværre stadig. 

Silas Lund og Ane Mette Andersen
 

Hjemmeside: http://wycc2009.tsf.org.tr/