Manhem Open 2009

Den 20. udgave af den svenske internationale juniorturnering, “Manhem Open 2009”, spilles torsdag d. 29. oktober – søndag 1. november 2009 i Göteborgs Schackcentrum. Efter et par år uden dansk deltagelse er vi med igen med to af de bedste danske ungdomsspillere født 1994 eller senere (op til 14-15 år).
 
Den første Manhem Open blev i 1981 vundet af Ferdinand Hellers, og siden har adskillige senere titelholdere været blandt vinderne, bl.a. Emanuel Berg i 1994 og Espen Lie i 1998. Også danske ungdomsspillere har markeret sig flot i tidens løb, bl.a. med sejre i 1999 v. Simon Saito Nielsen og i 2002 v. Jakob Vang Glud samt sølv til Christian Kyndel Pedersen i 2000 og bronze til Simon Bekker-Jensen i 1994 og Allan Stig Rasmussen i 1998.
 
Deltagerne fra Danmark i år er Martin Haubro, BMS og Casper Christensen, Skovbo. Der er inviteret spillere fra Danmark, Norge, Estland, Finland, Færøerne, Letland, Litauen, Polen og Tyskland, og feltet bliver på (max.) 50 spillere. Der spilles 7 runder med en lidt utraditionel “lang” betænkningstid og det i dag sjældne fænomen hængepartier! Der er ikke oplyst nogen webside for turneringen, som afholdes af Schacksällskapet Manhem.

Hjemmeside: http://www.ssmanhem.se/