Det danske U-14 hold vandt Leo Meise Gedenkturnier i Hamburg. Holdleder og træner IM Nikolaj Mikkelsen fortæller om turneringen.
Af Nikolaj Mikkelsen
Sejr i Hamburg
Leo Meise Gedenkturnier var navnet på den U14-holdturnering vi rejste til Tyskland for at deltage i. Parrallelt med denne kørte en U12-holdturnering på samme måde: Fire hold, fire spillere, tre kampe og tre dage. Alt sammen organiseret af den største skakklub i Tyskland: HSK v 1830. Turneringen var, som navnet indikerer, en mindesturnering for en ung juniorspiller som mistede livet i år. Meget fornemt af en klub med over 450 medlemmer!
I spidsen af arrangementet stod Christian Zickelbein, Andreas Schild og Arne Bracker som kørte turneringerne uden slinger i valsen. Alle partier blev sendt LIVE og spillevilkårerne var rigtigt gode – brætter, brikker, plads til armene og måske især gratis sodavand til alle var noget der faldt i god jord. For de mindstes skyld, var der klistret ”A”-”H” og skrevet ”1”-”8” i siderne på live-brætterne, så de også kunne notere :o)
Vi ankom fredag aften til Hamburg med tog og blev hentet på hovedbanegården og bragt til det hostel, alle spillere og ledere boede på. Ganske hyggeligt ungdomshostel. For at få nogle fordomme bekræftet så var kokken en ordentlig, tysk madmutter der serverede pølser til alle måltider – så er man i hvert fald i Tyskland! Så efter et kulinarisk udvalg af forskellig pølsepålæg lørdag morgen, tog vi ind til klubben og begyndte at spille noget skak. Første runde var mod den lokale klubs U14-hold:
Hamburger SK von 1830 – Denmark 1 – 3
1 Grötzbach, Julian – Bräuner, Jonathan 0 – 1
2 Grötzbach, Daniel – Christensen, Casper 0 – 1
3 Hinrichs, Jan – Christensen, Simon Ellegaard ½ – ½
4 Sander, Dan Allan – Corneliussen, Nicklas ½ – ½
Ingen tab og en god start. Der var flere partier der svingede lidt frem og tilbage, men ikke værre end at sejren aldrig var i fare. Matchpoint talte før brætpoint, så efter Jonathan hurtigt havde udspillet sin modstander og de resterende partier lignede mindst halvanden point, var sejren stort set i hus. Lørdag aften blev brugt på at analysere dagens partier og den sædvanlige afslapning til en skakturnering: Bordfodbold og kortspil.
Søndagen bød til gengæld på en gyser. Først færdig var Casper – dronningen i hug efter 12 træk. Bestemt ikke noget Casper plejer at gøre og han var også meget utilfreds efter partier. Jonathan forstod sin åbning langt bedre end modstanderen gjorde og fik en god stilling, men det hele ebbede ud i remis. Æv. Nicklas’ parti var enormt kompliceret og helt umuligt at bedømme. Nicklas fik snydt modstadneren ud i et vundet slutspil og tog hele pointet. Tilbage sad så Simon med det afgørende parti, hvor han havde ofret (tabt) en officer for tvivlsom kompensation (luft). Simon kæmpede og kæmpede og fik på fantastisk vis hevet en halv hjem. Sådan! Det var endda lige før han kunne spille på gevinst i slutstillingen, men rent strategisk ville vi have samme situation i sidste runde som ved remis, så der var ingen grund til at tage chancen. Altså:
Denmark – Cöthener FC Germania 2 – 2
1 Bräuner, Jonathan – Müller, Alexander ½ – ½
2 Christensen, Casper – Müller, Alexandra 0 – 1
3 Christensen, Simon Ellegaard – Praczyk, Karl ½ – ½
4 Corneliussen, Nicklas – Thielicke, Nicklas 1 – 0
Aftenen bød på kanalrundfart i Hamborg havn for alle deltagerne – ”socialisering” med et fint ord. Hyggeligt selvom vi ikke forstod et hak af vores tyske guide. Finalen skulle stå mandag morgen mod Niedersachsen, som havde vundet 4-0 og 3-1 i de forgående runder. Men da matchpoint tæller før brætpoint kunne ville vi med en gevinst vinde førstepræmien.
Niedersachsen – Denmark 1 – 3
1 Schreiner, Till – Bräuner, Jonathan ½ – ½
2 Tennert, Simon- Christensen, Casper 0 – 1
3 Oehne, Timo – Christensen, Simon Ellegaard 0 – 1
4 Heitmann, Jannik – Corneliussen, Nicklas ½ – ½
Det var fire topkoncentrerede danske juniorer der sad ved brætterne i dag, og alle spillede godt. Nicklas spillede solidt med de sorte, holdt balancen og tog remis i en lige stilling. Noget jeg som træner aldrig ville anbefale mine elever, men i holdskak synes jeg det er absolut fint med de sorte brikker. Casper spillede dagens parti og fik vist, hvor godt han kan spille på en god dag! Det virkede som om der var noget, der skulle hævnes fra runden før, og modstanderen blev bare kørt. Simon vandt et spændende parti, og da sejren var sikker, tog Jonathan en remis i en cirka lige stilling.
Alle spillere scorede 2/3 og alle har således klaret det godt. Slutstillingen så ud som følger:
1. Danmark, 5 mp (8 bp)
2. Niedersachsen, 4 mp (8 bp)
3. Cöthener FC Germania, 2 mp (4 bp)
4. Hamburger SK von 1830, 1 mp (4 bp)
Efter sidste runde var spillet færdig, blev alle spillere og ledere inviteret på restaurant, hvor der blev spist noget god mad efter præmieoverrækkelsen. Selvom vi gerne ville have haft lov til at synge nationalsangen da vi stod der med pokal og guldmedaljer om halsen, kom vi fra ideen igen i kaoset af 60 mennesker der alle prøvede at finde den rigtigte pizza – samtidig.
Det vindende hold. Foto: Allan Corneliussen
Men alt i alt en fremragende turnering. Især når vi nu vandt. Flere af drengene har ikke været i udlandet for at spille skak før, og jeg er sikker på, at alle har haft en fed oplevelse. Vi har ikke andet end gode ord med hjem fra tyske (udover pokal, medaljer og 2 ton slik fra færgen) og siger tak for denne gang!