Magnus Carlsen vandt

Magnus Carlsen var helt suveræn i 2nd Nanjing Pearl Spring 2009 i Kina. Med den imponerende score 8 af 10 var der 2½ point ned til Veselin Topalov på andenpladsen. Carlsens ratingpræstation i turneringen var på 3002.

FIDEs ratinglister opdateres for øjeblikket hver anden måned, men hvis listen skulle offentliggøres i dag, ville Carlsen med at ratingtal på 2801 overhale verdensmester Anand, der står med 2788 på den virtuelle liste: http://chess.liverating.org/. Førstepladsen ville dog stadig være Topalovs med 2810 i rating; men Kasparov og Carlsens målsætning om at få sidstnævnte til tops på verdensranglisten, synes nu kun at være et spørgsmål om tid.

I turneringens sidste runde vandt Carlsen igen over Jakovenko, mens de øvrige partier blev remis.

Slutstillingen efter 10. Runde:
1. GM Magnus Carlsen (2772), Norge, 8 point
2. GM Veselin Topalov (2813), Bulgarien, 5½ point
3. GM Wang Yue (2736), Kina, 4½ point
4. GM Teimour Radjabov (2757), Azerbaijan, 4 point
5. GM Peter Leko (2762), Ungarn, 4 point
6. GM Dmitry Jakovenko (2742), Rusland, 4 point

Hjemmeside: http://www.chess-pearlspring.com/www/chess_pk/2009/en/