56 piger spillede i weekenden den 5-6 marts 2005 om DM i pige-skak på Aulby skole tæt ved Middelfart.
Turneringen blev kompetent styret af Asger Frank-Nielsen. Asger havde fået mange forældre til at give en hånd med, så alt fungerede perfekt med hensyn til spilleforhold, mad, kantine, overnatningsforhold mm. Tak for det!
Ansvaret for at styre selve turneringen var delegeret ud til rutinerede turneringsledere i form af Arne Bech Madsen (gruppe A+B+C), Bjarne Søndergaard (gruppe D) samt Jens Teglgaard og Torsten Lindestrøm, der på skift styrede begivenhederne i gruppe E+F.
56 deltagere ved et Pige-DM er det næsthøjeste antal tilmeldinger de seneste 6 år – kun overgået af antallet på 59 i Jetsmark i 2004.
I disse år sætter Dansk Skole Skak fokus på bl.a. pige-skak, og det er derfor glædeligt, at så mange piger i disse år vælger at deltage i Dansk Skole Skaks DM-stævner. Udover det skaklige er der stor fokus på det sociale, og der dannes mange nye venskaber i løbet af sådan en weekend!
Lørdag aften havde Marie Frank-Nielsen (DM-vinder i gruppe A) sammen med flere af de andre ældre piger arrangeret orienteringsløb samt konkurrencer for stævnets deltagere, og også dette initiativ var en stor succes.
Næste initiativ på pigeskak-området bliver sandsynligvis en gentagelse af pigeskaklejren fra oktober 2004. Tidspunkt og sted er dog endnu ikke besluttet men hold øje med yderligere information på www.skoleskak.dk/pigeskak
Der er endnu ikke udpeget en arrangør af Pige-DM 2006. De senere år har arrangementet gået på skift mellem landsdelene. I 2006 er det Sjællands tur, så hvis du/I er interesserede, så kontakt Torsten Lindestrøm (torsten@skoleskak.dk / Tlf.: 7676 7076).