You are currently viewing Julekalender 3. december

Julekalender 3. december

I Dansk Skak Unions Julekalender, hvor vi i december måned dagligt kommer et personligt og kærligt portræt af en frivillig, der har lagt eller stadig lægger et stort arbejde for dansk skak, skal vi først afsløre hvem, der var bag Lars Møller Larsens flotte portræt af en ildsjæl den 2. december. Som rigtig mange havde gættet, var det tidligere Unionsformand Søren Bech Hansen.

Søren Bech Hansen fotograferet i oktober måned 2022 midt i en holdkamp for ØBRO i Skakligaen. Foto: Thomas Vestergård

Og nu til den 3. december låge i Julekalenderen. Igen bliver der mulighed for at gætte.

En klubkammerat skriver:

“Han blev klubmester første gang i 1966 og er med 15 klubmesterskaber den suverænt mest vindende spiller i den 119-årige klubs historie, trods (eller måske endda på grund af) hans forkærlighed for så vidt muligt at flytte sin f-bonde i første træk.

Udover at være en stærk skakspiller er han en legendarisk klubmand, som har beklædt de fleste poster i klubben flere gange og båret klubben igennem både gode og dårlige tider. Udover spillet på det ternede bræt er det hans skribentvirksomhed, der har bragt ham længst og også indimellem kostet lidt øretæver.

Hans fantastiske magasin Mad Chess and Fun har udløst mange latterbrøl rundt om i skakdanmark og må ligge højt på listen over velskrevne og læseværdige klubblade i Danmark. Særligt imponerende var bladets aktualitet, hvor læserne morgenen efter en klubaften kunne stå op til 48 siders klubblad, med analyser og morsomme kommentarer til samtlige aftenens partier, ofte tilsat redigerede billeder af klubmedlemmerne, forklædt som superhelte.”

Gæt med på Dansk Skak Unions Facebookside om identiteten på dagens person. Den rigtige løsning – og skribentens navn – offentliggøres i forbindelse den 4. decembers kalenderlåge.