You are currently viewing DM godt i gang

DM godt i gang

Danmarksmesterskabet er skudt godt i gang i Svendborg, hvor borgmester Bo Hansen symbolsk udførte Lars Schandorffs første træk mod Bjørn Møller Ochsner. (billedet øverst i artiklen)

Lars Schandorff fik hurtigt en behagelig stilling, men havde brugt meget tid undervejs, så det hele ebbede ud i en remis ved træk 31, hvor Schandorff tilbød remis. Man må først tilbyde remis efter træk 30.

Jonas Bjerre fik hurtigt en fordelagtig stilling med sort mod Martin Percivaldi, men Percivaldi forsvarede sig køligt og da man kom ud i et uligefarvet løberslutspil, blev der taget remis.

Partiet mellem Nikolaj Borge og Jacob Sylvan virkede meget lige hele vejen igennem, og endte med en trækgentagelse ved træk 31.

Dagens første vinder blev Jesper Søndergaard Thybo, der med hvid slog Martin Haubro. Sorts 23. -, Sf6 er under mistanke for at være en afgørende fejl. I de følgende komplikationer vandt Thybo materiale og kunne gennem sikkert slutspil hive sejren i land. Efter partiet kom begge spillere i kommentatorlokalet og gennemgik partiet.

GM Jesper Søndergaard Thybo – sikker sejr i første runde. Foto: Thomas Vestergård

GM Carsten Høi kom med i Landsholdsklassen i sidste øjeblik, da Mikkel Antonsen måtte melde afbud. Høi havde de sorte brikker mod Filip Boe Olsen i rundes længste parti, der blev meget omskifteligt. Meget længe stor Carsten Høi klart til gevinst, men først var 47. -, f3 en fejl, der kostede fordelen, og så kom 50. -, Dg8+, der kostede hele partiet. En heldig sejr for Filip Boe Olsen.

IM Filip Boe Olsen – heldig sejr i første runde. Foto: Thomas Vestergård

Første rundes resultater:
IM Martin Percivaldi (2399) – GM Jonas Buhl Bjerre (2611) ½ – ½
GM Jesper Søndergaard Thybo (2559) – IM Martin Haubro (2391) 1 – 0
GM Lars Schandorff (2475) – IM Bjørn Møller Ochsner (2506) ½ – ½
IM Filip Boe Olsen (2402) – GM Carsten Høi (2359) 1 – 0
IM Nikolaj Borge (2403) – IM Jacob Sylvan (2319) ½ – ½

Anden rundes program:
IM Martin Percivaldi – GM Jesper Søndergård Thybo
IM Martin Haubro – GM Lars Schandorff
IM Bjørn Møller Ochsner – IM Filip Boe Olsen
GM Carsten Høi – IM Nikolaj Borge
GM Jonas Buhl Bjerre – IM Jacob Sylvan

Resterende program for Landsholdsklassen:
Søndag den 10. april kl. 14:00: 2. runde
Mandag den 11. april kl. 14:00: 3. runde
Tirsdag den 12. april kl. 14:00: 4. runde
Onsdag den 13. april kl. 14:00: 5. runde
Torsdag den 14. april kl. 14:00. 6. runde
Fredag den 15. april kl. 14:00: 7. runde
Lørdag den 16. april kl. 14:00: 8. runde
Søndag den 17. april kl. 12:00: 9. runde

Live-kommenteringen starter dagligt 15 minutter efter rundestart, og kan følges her: https://www.twitch.tv/danskskakunion

IM Rasmus Skytte og FM Mads Boe er igen i år kommentatorer. Foto: Thomas Vestergård

Turneringens hjemmeside: www.skak-dm.dk