You are currently viewing Skanderborg stadig i front i Skakligaen

Skanderborg stadig i front i Skakligaen

Både Skanderborg og Hillerød har indtil nu vundet alle deres seks kampe i Skakligaen og topper divisionen med 12 matchpoint. Skanderborg ligger nummer 1, da de har to brætpoint flere end Hillerød. De to klubber skal først mødes i sidste runde søndag den 15. marts i Skanderborg.

I 6. runde havde Skanderborg ellers ryggen mod muren i kampen mod Køge. Da der var tre partier tilbage i matchen førte Køge 3½ – 1½, og af de tre stillinger, der var tilbage, var en gunstig for Køge, mens de to andre så helt lige ud. Men i skak følge heldet ofte de dygtigste, så da røgen var lettet efter mere end fem timers spil, havde Skanderborg vundet 4½ – 3½.

Køges GM Eduardas Rozentalis slog søndag Skanderborgs GM Mads Andersen på bræt 1. Rozentalis har spillet 4 kampe for Køge og har scoret 3½ point. Flot af den 62-årige litauer. Foto: Thomas Vestergård
Skanderborgs IM Filip Boe Olsen har scoret 4½ af 6 mulige. Hvis det skal blive til en GM-norm skal han møde mindst to stormestre i de sidste tre runder og samtidig klare sig godt. Foto: Thomas Vestergård

Da Hillerød vandt en solid storsejr på 6½ – 1½ over Aarhus/Skolerne, er det igen i år kun et spørgsmål om det bliver Hillerød eller Skanderborg, der skal have den store sølvbowle stående det næste års tid.

Hillerøds IM Nikolaj Borge tabte lørdag, men havde angrebsstøvlerne godt skruet på søndag:

Brønshøj overtog Køges tredjeplads ved at slå SK1968 med hele 6½ – 1½, samme cifre som Fredericia overraskende slog BMS med. Fredericia var favoritter, men slet ikke så store favoritter. Da Nordkalotten viste flot moral og rejste sig ovenpå nederlaget til SK1968 lørdag, ved at slå Frem med 5 – 3, er SK1968 tilbage under nedrykningsstregen. Frem er isoleret i bunden uden matchpoint og får svært ved at klare sig. Men hvem, der skal med ned i 1. division, er et åbent spørgsmål.

GM Curt Hansen har scoret 3 point af 5 mulige for Frem uden nederlag siden sit comeback i Skakligaen. Foto: Thomas Vestergård

Søndagens resultater:
Brønshøj – SK1968 6½- 1½
Fredericia – BMS 6½ -1½
Nordkalotten – Frem 5 – 3
Skanderborg – Køge 4½ – 3½
Aarhus/Skolerne – Hillerød 1½ – 6½

Stillingen efter 6. runde:
1. Skanderborg, 12 mp, 34½ bp
2. Hillerød, 12 mp, 32½ bp
4. Brønshøj, 8 mp, 28 bp
————
4. Køge, 7 mp, 26 bp
5. BMS, 5 mp, 22 bp
6. Aarhus/Skolerne, 5 mp, 20½ bp
7. Fredericia, 4 mp, 21½ bp
8. Nordkalotten, 4 mp, 19 bp
————
9. SK1968, 3 mp, 19 bp
10. Frem, 0 mp, 17 bp

Lidt skaktrivia – i dagens runde var der hele 28 individuelle danmarksmesterskaber repræsenteret i spillesalen. Sune Berg Hansen har vundet DM 7 gange, Curt Hansen 6 gange, Allan Stig Rasmussen 5 gange, Carsten Høi 3 gange, Mads Andersen 3 gange, Boris Chatalbeshev 2 gange, Lars Schandorff 1 gang og Jesper Thybo 1 gang.

Næste runde spilles allerede om en uge, nemlig søndag den 1. februar. Her er programmet i Skakligaen:
Køge – Nordkalotten, Asgård skole, Norsvej 2, 4600 Køge
Brønshøj – Hillerød, Frederikssundsvej 118 A, 2700 Brønshøj
BMS – Frem, Tapeten, Magleparken 5, 2750 Ballerup
SK1968 – Fredericia, Marselisborg Gymnasium, Birketinget 9, 8000 Aarhus C
Skanderborg – Aarhus/Skolerne, Sundhedscentret, Sygehusvej 7, 8660 Skanderborg

De øvrige divisioner spiller også søndag den 1. februar.

Divisionsturneringens hjemmeside: https://holdskak.skak.dk/TeamTour/index/117 – hvor man også kan se eller downloade partierne fra de spillede runder i Skakligaen.

Partier på Lichess: https://lichess.org/broadcast/danish-team-championship-20252026/KpabICzl