Som vi tidligere har skrevet her på siden, har Hovedbestyrelsen for nylig godkendt et nyt reglement for Kvinde DM. Derfor kan vi allerede nu løfte sløret for indbydelsen til mesterskabet 2026. Det afholdes fra onsdag den 11. februar til søndag den 15. februar i ØBROs lokaler på Østerbro i København.
Turneringsformatet afhænger af antallet af tilmeldte. Hvis der kommer 16 eller flere deltagere, spilles der en 9 runder accelereret schweizer turnering. I betragtning af, at der allerede i skrivende stund er 5 tilmeldte, er dette format nok det mest sandsynlige, men kommer der f.eks. 12. deltagere, spilles der kun 7 runder.
Turneringen er åben for alle kvindelige spillere, uanset alder, nationalitet og rating. Kun spillere, der i FIDE repræsenterer et forbund inden for det danske rigsfællesskab, kan vinde titlen som Danmarksmester.
Førstepræmien i turneringen er 6.000,- dkr. og en plads på kvindelandsholdet, hvis man i FIDE er registret som dansker. Andenpræmien er 4.000,- dkr. samt en plads i bruttotruppen for det danske kvindelandshold.
Turneringen spilles med den samme betænkningstid som Divisionsturneringen: 90 minutter til 40 træk plus 30 minutter til resten med 30 sekunders tillægstid fra træk 1. Derudover vil der være særlige regler for remistilbud på nær i sidste runde.
Alle partier fra turneringen vil blive vist live, dog med 15 minutters forsinkelse.
Se mere her: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=30046
Fotoet øverst i artiklen af den regerende danmarksmester 2025, Anna Sofie Li, er taget af Jesper Simonsen.
