You are currently viewing Nye Ungdomsdanmarksmestre

Nye Ungdomsdanmarksmestre

Ungdoms DM blev spillet i Bolbro Brugerhus i weekenden. Arrangør Lars Munk Jensen skriver om stævnet til skak.dk:

U8 – 10 deltagere:
Selv om U8 skulle spille fire runder søndag, var gruppen traditionen tro den første, som blev færdig. Hvor der lørdag var stor jævnbyrdighed i toppen af gruppen, var det søndag to spillere, som skilte sig ud. Kai Pai og Ekalaivan Ramanathan scorede begge 4/4 på sidste dagen og kom i mål med henholdsvis imponerende 7,5 og 8,5 point. Rohan Shekar og Damian Paun sluttede begge på 5,5 point. Her havde Damian et mulehår bedre korrektion og tog 3. pladsen.

Præmietagerne ses på billedet øverst i artiklen. Det er 2. Kai Pei, Læseforeningen 1. Ekalaivan Ramanathan, Gentofte 3. Damian Paun, SK68 og arrangør Lars Munk Jensen.

U10 – 31 deltagere:
I et så stort felt er der ikke plads til mange fejl, hvis man skal slutte i toppen. Men hvis man hedder Tristan Lund Elnegaard og er turnerings største forhåndsfavorit på tværs af grupperne, sætter man sig bare ned, koncentrerer sig lidt længere og spiller bedre end modstanderne. Så kan man kalde sig Danmarksmester allerede inden sidste runde. 6/6 blev fulgt op med en remis i sidste runde. Dette var i øvrigt Tristans 3. mesterskab i træk!

Theo Duc Huu Nguyen kom overraskende ind på 2. pladsen med 5,5 point. I øvrigt en meget fortjent placering, da han mødte seks spillere, der alle sluttede i top-10.

Fem mand sluttede side om side med 5 point. Her havde Alvin Ankær Le og Anhad Verma, BMS, helt ens og bedste korrektion og sluttede derfor på en delt 3. plads.

U10: 2. Theo Duc Huu Nguyen, Læseforeningen 1. Tristan Lund Ellegaard, Gentofte 3. Alvin Ankær Le, Egedal-Jyllinge. På billedet mangler Anhad Verma, BMS som kom ind på den delte 3.plads

U12 – 33 deltagere:
Her var der 3 store forhåndsfavoritter da både Samuel Bro Jacobsen og Anders Askjær Mikkelsen begge stillede op med 2000 i rating, hvilket Robert Skytte også har været over. Mens Anders var ustyrlig på førstedagen med 4/4, kom der grus i maskineriet for de andre to, da de uventet tabte til hhv. Charlie Vo og Sigurd Bjerg. Dette betød, at Anders nu var blevet klar favorit, men det åbnede også gruppen op, da der nu pludselig var mange flere, der kunne blande sig i topstriden. Anders kørte det sikkert hjem om søndagen og sluttede alene med 6 point. Kampen om andenpladsen skulle afgøres i et indbyrdes parti mellem Sigurd og Jonas Bøgh Larsen, der begge havde spillet en rigtig flot turnering. Jonas kom sejrrigt ud af opgøret og sluttede på 5,5 point. Samuel kom tilbage om søndagen og kunne tage tredjepladsen, da han havde bedste korrektion af de tre, der sluttede med 5 point.

U12: 2. Jonas Bøgh Larsen, Evans 1. Anders Askjær Mikkelsen, Gentofte og 3. Samuel Bro Jacobsen, Holstebro.

U14 – 21 deltagere:
Villads Majvang Sandmann mødte i sidste runde Eskil Rosenlund Ahl (barnebarn til Thorbjørn Rosenlund – tidligere mangeårig redaktør af Skakbladet). De var inden sidste runde et halvt point foran Hanesh Ravikumar. Hanesh vandt forholdsvis hurtigt, så hvis Villads og Eskil spillede remis, ville de alle slutte på 4 point. Så Villads troede, han skulle vinde for at hjemtage titlen, så han kæmpede indædt for at omsætte et tårnslutspil med en ekstra bonde til gevinst. Det lykkedes i turneringens sidste parti.
Dette mesterskab er ekstra kærkomment for Villads, da han har været så tæt på så mange gange før. Han har vundet sølv ikke færre end fire gange de seneste fem år.

U14: 2. Hanesh Ravikumar, Køge 1. Villads Majvang Sandmann, Læseforeningen 3. Eskil Rosenlund Ahl, BMS

U16 – 16 deltagere:
Noah Skotte Frydendahl vandt sikkert med 4,5 point, og det pyntede yderligere på hans i forvejen imponerende CV. Anna Sofie Li og Xavi skulle afgøre andenpladsen i et indbyrdes parti i sidste runde. Det vandt Anna Sofie rimelig problemfrit, så det sluttede med samme top-2 som i U14 sidste år.

Der var ikke mindre end fem spillere, som sluttede på 3 point. Her var Xavis korrektion bedst.

U16: 2. Anne Sofie Li, Køge1. Noah Skotte Frydendahl, Læseforeningen 3.Xavi Normann Topp, Evans

U19 – 14 deltagere:
Det tegnede på forhånd som den mest spændende gruppe med de syv højest ratede inden for 81 point. Dette skulle også vise sig at holde stik.

Noah Krug Wahlgreen, Lukas Iskos og William Pihl sluttede alle på 4 point. De havde spillet de indbyrdes partier remis og vundet de tre andre partier. Dette betød podiet skulle afgøres på korrektion. Det var tæt, og de kom i mål i førnævnte rækkefølge.
Udover, at Noah kan glæde sig over sin egen titel, må han også glæde sig over de 3 DM-titler i U8, U10 og U12, da han træner de talentfulde drenge fra Gentofte.

19: 2. Lukas Iskos, BMS 1. Noah Krug Wahlgreen, BMS 3.William Pihl, Odysseus

Lars Munk Jensen

Link til resultater: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=29689 – bemærk at man kan spille et parti igennem såfremt det står med blåt i tabellen.

Læseforeningens hjemmeside: https://www.lfskak.dk/lfskakbeta/