Den færøske internationale mester Høgni Egilstoft Nielsen vandt GM-gruppen ved Copenhagen Chess Challenge 2025 med 6 point ud af 9 mulige. Høgni Egilstoft var den eneste spiller i den øverste gruppe, der gik ubesejret igennem turneringen. Høgni manglede et enkelt point i at score en GM-norm.

Andenpladsen blev delt mellem FM Bhagat Kush fra Indien, GM Bjørn Møller Ochsner og IM Filip Boe Olsen med 5½ point.
Bhagat Kush kan dog glæde sig over sin anden IM-norm denne sommer. Den første scorede han i sidste måned i Zupanja i Kroatien. Kush havde scoret normen i CCC allerede inden sidste runde, hvor han tabte til GM Jonny Hector. I sidste runde i Køge Open for nylig, mødtes de to også i sidste runde, her vandt Bhagat Kush.

Den danske stormester Carsten Høi startede turneringen med at tabe fire partier i træk, men 3½ af 5 i den sidste del af turneringen reddede turneringen for den tredobbelte danmarksmester, der kunne sætte lidt rating ind på kontoen.
I IM-gruppen vandt den indiske stormester Jha Sriram med 6½ af 9 – et points forspring til svenskerne FM Alexander Strom-Engdahl og GM Stellan Brynell. IM-aspiranterne slog hinanden på kryds og tværs, så der var ikke nogen normer denne gang.


Link til grupper og resultater: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=29588 – man kan gennemspille et parti ved at klikke på resultatet i tabellen.