DSUs formand Poul Jacobsen kunne for 10 gang i løbet af de sidste 11 år byde velkommen til et DM-stævne i Svendborg. I 2017 blev DM spillet i Rebild, men alle de øvrige år har Hotel Svendborg lagt fornemme rammer til DSUs mest prestigefyldte stævne.
Borgmester Bo Hansen nævnte i sin velkomstale, at han var stolt over at Svendborg og Dansk Skak Union igen kunne stable et kvalitetsstævne på benene på Centrumspladsen i byen. Som et kuriosum fortalte Bo Hansen, at man i Svendborg Skakklubs gamle skrifter kunne læse, at for mange år siden var førstepræmien i bymesterskabet en halv kasse cigarer.
Dagens kampe:
GM Sune Berg Hansen – FM Jeppe Hald Falkesgaard 1 – 0

Sune Berg Hansen valgte Rossolimo-varianten med hvid i siciliansk. Landsholdsklassedebutanten Jeppe Hald Falkesgaard spillede det lidt sjældne 6. -, b6, som Kramnik og Caruana også tidligere har spillet. Jeppe Hald ofrede korrekt en kvalitet, men gik galt i byen med 18.-. Lxc4 hvorefter stormesteren kørte pointet sikkert hjem.
GM Jesper Søndergård Thybo – IM Martin Percivaldi ½ – ½

De to holdkammerater på Hillerøds nyslåede danmarksmestre for hold, Jesper Thybo og Martin Percivaldi spillede remis efter 31. træk. Man må ikke tilbyde remis de første 30 træk. I slutstillingen mente Peter Grove og Rasmus Skytte i kommentatorlokalet, at Percivaldi stod bedst, hvilket computeren også giver dem ret i, men det er i størrelsesordenen 0,4 bonde.
Jesper Thybo er startet langsomt ved de sidste par DM. I 2023 tabte han til Filip Boe Olsen i første runde, men nåede alligevel 6½ af 9 i slutstillingen. Sidste år spillede han remis med Martin Haubro i første runde, men nåede alligevel 7½ point af 9. Ved begge lejligheder måtte Thybo dog se Boris Chatalbashev løbe med danmarksmesterskabet.
IM Filip Boe Olsen – IM Nicolai Kistrup ½ – ½

Absolut dagens længste parti. 139 træk måtte spillerne igennem før det blev remis. Et resultat Nicolai Kistrup må være tilfreds med, han stod til tab et par gange undervejs, men kom godt igen hver gang.
IM Martin Haubro – FM Viktor Haarmark Nielsen 1 – 0

Kommentatorerne koketterede lidt med, at ingen af dem forstod Marocsy-opstillingen i siciliansk (hvide bønder på c4 og e4). Efter partiet var begge spillere i studiet for at gennemgå det meget spændende parti, som Martin Haubro det meste af tiden stod bedst i og også vandt til sidst.
GM Bjørn Møller Ochsner – IM Kim Pilgaard ½ – ½

Et meget spændende og indviklet parti, hvor en lille fordel skiftede side af og til, mens begge brugte meget tid. Remis efter 52 træk.
Anden runde søndag kl. 14.00 ser således ud:
GM Sune Berg Hansen – IM Filip Boe Olsen
IM Nicolai Kistrup – GM Jesper Søndergård Thybo
IM Martin Percivaldi – IM Martin Haubro
FM Viktor Haarmark Nielsen – GM Bjørn Møller Ochsner
FM Jeppe Hald Falkesgaard – IM Kim Pilgaard
Live partier: https://lichess.org/broadcast/danish-championship-2025–landsholdsklassen/jC1DYpOF
Livekommentering: https://www.twitch.tv/danskskakunion
DMs hjemmeside: https://skak-dm.dk/2025/
Turneringstabel: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=29142