Da Skanderborg havde fire spillere med til det individuelle EM i november 2024, blev kampen BMS – Skanderborg udsat til den 16. februar 2025. Den kamp er i dag blevet spillet på Hedegårdsskolen i Ballerup, hvor BMS spiller mens deres normale spillested er under renovering.
For tre af kampens spillere, IM Filip Boe Olsen, IM Martin Haubro og IM Nicolai Kistrup, må det havde været en hård søndag at komme igennem. De kom alle tre lige fra Hillerøds GM-turnering Palle Skov Memorial, som Filip Boe Olsen vandt på deling med GM Szymon Gumularz fra Polen. Her spillede de 9 partier på 8 dage.
Danmarks bedste spiller, GM Jonas Buhl Bjerre (fotoet øverst i artiklen), fik i dag sæsondebut for Skanderborg. Han spillede remis mod IM Nikolaj Mikkelsen.

Da holdopstillingerne blev offentliggjort, var Skanderborg favorit til at vinde cirka 3 – 5 i følge ratingtallene. Slutresultatet blev dog en pointdeling med 4 – 4. Dermed afgav Skanderborg for første gang et matchpoint i turneringen.

Skanderborg har indgivet en protest over afviklingen af partiet på bræt 4, hvor Skanderborg ikke mener at noteringspligten blev overholdt fra BMS-spillerens side. Kampens resultat kan derfor ændre sig når de rette instanser, i første omgang Divisionsturneringsleder Hans Milter, har behandlet klagen.


Stillingen i Skakligaen efter 6 runde:
1. Hillerød, 12 mp, 35 bp
2. Skanderborg, 11 mp, 32½ bp
3. BMS, 7 mp, 27 bp
—
4. Aarhus/Skolerne 7 mp, 26 bp
5. Køge, 6 mp, 24½ bp
6. Nordkalotten, 5 mp, 25½ bp
7. Fredericia, 4 mp, 21½ bp
8. ØBRO, 4 mp, 20½ bp
—
9. Brønshøj, 4 mp, 17½ bp
10. Nordre, 0 mp, 10 bp
Næste runde i Skakligaen spilles søndag den 2. marts. Her ser programmet således ud:
Hillerød – ØBRO
Brønshøj – Køge
Nordkalotten – BMS
Fredericia – Skanderborg
Nordre – Aarhus/Skolerne
Divisionsturneringens hjemmeside: https://holdskak.skak.dk/TeamTour/index/107