You are currently viewing Godt Nytår fra formanden

Godt Nytår fra formanden

Skakverdenen har virkelig fået noget at snakke om med det seneste VM i Hurtig- og Lynskak i New York. Det hele startede med Magnus Carlsens kontroversielle optræden, hvor han meddelte at han trak sig fra begge turneringer i protest over en dresscode-strid. Han nægtede at skifte sine jeans og blev derfor udelukket fra en runde. Men dramaet stoppede ikke der.

FIDE præsident Dvorkovich involverede sig fra afstand i situationen, og fik overtalt Magnus Carlsen til alligevel at deltage i lynturneringen, til gengæld ville Fide lempe kravene i dresscoden, efter Magnus ønske.

Carlsen vendte tilbage til turneringen og nåede hele vejen til finalen, hvor han foreslog at dele VM-titlen med sin rival, Ian Nepomniachtchi. Dette skabte stor røre, da det er første gang i historien, at en individuel VM-titel er blevet delt mellem to spillere.

Det er klart, at denne turnering vil blive husket for alt andet end skakspillet selv, nærmere for en farceagtig afvikling, der har givet både skakspillere og fans noget at grine (eller græde) over.

En vigtig del af vores fællesskab er den gensidige respekt og sportsånd, der skal være kendetegnende for alle vores aktiviteter. Fairplay er grundstenen i alt, hvad vi gør, og vi opfordrer alle medlemmer til at handle i denne ånd både på og udenfor brættet.

Desværre har 2024 budt på hændelser der udfordrer vores normale tillid til hinanden, og der er nok ingen vej udenom at vi kommer til at indføre nogle stramninger i forhold til at sikre fairplay på alle niveauer.

Personligt finder jeg nødvendigheden heraf særdeles trist, især fordi hver eneste sag af den slags efterlader alle som tabere. Arrangører og øvrige deltagere som får glæden ved en turnering decimeret, regelbryderen som får et blakket image der vil følge vedkommende i mange år (Danmark er et lille land hvor alle kender alle), og skakkens omdømme ikke at forglemme. Jeg vil derfor indtrængende anmode hver eneste klubleder om at sætte tid af på en klubaften til at italesætte disse problematikker, så vi bliver sikre på at alle er bevidste om hvordan vi udviser fairplay.

2024 har været et år fyldt med mindeværdige momenter for vores union. Vi har nydt godt af nu afdøde medlemmers kærlighed til skakken, og derigennem åbner der sig en masse muligheder for os. Vi har etableret et skakmuseum i Vejle, med primært fokus på stormester Bent Larsens karriere. Vi har set en stigning i medlemstal, og flere nye ansigter har fundet vej til vores skakbrætter. Den 31. december 2023 var vi 4315 betalende medlemmer, her præcis et år senere kan vi notere en beskeden stigning til 4326, så det stadig godt ud med medlemsudviklingen.

2025 tegner til at blive et år med endnu flere muligheder for vækst og udvikling. Et meget stort fokusområde bliver udviklingen af nye administrative systemer, som skal gøre det endnu lettere at være leder i Dansk Skak Union.

Vi planlægger at udvide vores aktiviteter og turneringer, så der bliver plads til alle, uanset niveau og alder. Vores mål er at fortsætte med at skabe rammerne for gode oplevelser, hvor det sportslige og sociale går hånd i hånd.

En særlig indsats forsøges for at skaffe og fastholde flere piger og kvinder i skakken, og her er det af afgørende vigtighed at alle, både klubber og medlemmer, tager godt imod, og behandler de nye ansigter med respekt. Det gælder naturligvis både i forhold til piger/kvinder, men så sandelig også i forhold til alle andre. Der skal være plads uanset social status, religiøs, seksuel eller politisk overbevisning, etnicitet eller anden særlig status. Det afgørende er interessen for spillet, og viljen til at indordne sig under de rammer og normer som gælder i dansk skak!

Vi ved, at stærke medlemsklubber er fundamentet for vores unions succes. Derfor er det afgørende, at vi alle bidrager til at styrke det lokale skakmiljø. Vi opfordrer alle klubber til at være aktive i deres lokalsamfund, arrangere turneringer og aktiviteter, og gøre en indsats for at tiltrække nye medlemmer. Gennem lokalt engagement kan vi sikre, at skaksporten fortsat vokser og blomstrer i hele Danmark.

Lad os sammen gå ind i det nye år med optimisme og handlekraft. Tak for jeres engagement og støtte – vi ser frem til et fremgangsrigt 2025, hvor vi sammen arbejder frem imod at vi til næste Nytår kan skrive 4500 medlemmer i beretningen.

Godt Nytår.

Poul Jacobsen