Willy Møller Nielsen skriver til skak.dk om Syddjurs Sommerskak 2024 – en traditionsrig turnering, der har været afholdt på Djursland hver sommer i de seneste over 40 år:
38 spillere deltog i årets Sommerskak. Det er næsten det samme som antallet af medlemmer i Syddjurs Skakklub, men desværre havde kun en lille del herfra husket at uge 30 mandag til fredag aften altid skal afsættes til Sommerskakkens 5 runder. 7 fra klubben deltog, heraf 4 som spillere, Willy som turneringsleder og de altid hjælpende Verner og Bent sørgede for opstilling og forplejning og hyggeskakken.
Turneringen har altid en god del spillere der har været med før og en del fra hele Danmark og det er hyggeligt. Der var igen i år en flok spillere fra Præstø og fra København og fra det nordjyske som blev blandet med spillere fra det midt- og østjyske.
Der var i år også en stærk mestergruppe med 12 spillere med CM Jakob Rathlev med 2243 som ratingfavorit, desuden WIM Nina Høiberg og de 3 lokale Claus Nørregaard, Steffen Cordes og Rasmus Nielsen. Jakob Rathlev vandt mestergruppen med 4,5 point. 2. Peter Erik Olsen, 4 point. 3. Hans Henrik Grand 3 point. og 4. præmien til WIM Nina Høiberg også med 3 point.
I gruppe 2 deltog 14 spillere og heriblandt 2 lokale bl.a. Knud Poulsen der ved at vinde sidste parti over grækeren Nikiforos bragte sig i blandt de 4 præmietagere. 1. præmien gik til Daniel Kokholm 4. point. 2. Christian Gottschalck 3,5 point. 3. Knud Poulsen 3,5 point. 4. Ole Schmidt 3 point.
I gruppe 3 med 12 deltagere spillede en ny lokal spiller Jarl J. Hatting sin første koordinerede turnering nogensinde og spillet var så godt at det både rakte til præmie, og en stigning i rating på hele 121. Det er ikke ofte at nye spillere leverer så godt. De 4 præmier gik til 1. Thomas V. Laursen 4 point. 2. Thor Kejser 4 point. 3. Jarl J. Hatting 3,5 point. og 4. Daniel V. Laursen 3,5 point.
Link til resultater fra turneringen: HER
Link til hjemmesiden for Syddjurs Skakklub: https://www.syddjursskakklub.dk/syd/web/