You are currently viewing Gukesh VM-udfordrer

Gukesh VM-udfordrer

Den 17-årige Dommaraju Gukesh  bliver den hidtil yngste VM-udfordrer i skakshitorien. I Kandidatturneringen i Toronto endte han ½ point foran de etablerede verdensstjerner GM Hikaru Nakamura, GM Ian Nepomniachtchi og GM Fabiano Caruana.

Inden sidste runde førte Gukesh også med et halvt point med til de tre forfølgere. I sit eget parti mod Hikaru Nakamura blev der kæmpet til der stod to konger på brættet uden at nogen af kombattanterne havde nævneværdig fordel undervejs.

Hikaru Nakamura – Dommaraju Gukesh spillede partiet helt ud. Foto: Michal Walusza, FIDE.com

I det andet parti havde Caruana stor fordel mod Nepomniachtchi, men en fejl i træk 41 lukkede russeren ind i kampen. De to spillere skiftedes derefter til at begå fejl, så computeren skiftevis gav klar fordel til Caruana og helt lige stilling. Caruana spillede den sidste fejl – 66. Dc6+ – og efter 109 træk tog spillerene remis. Så ingen omkamp i denne omgang.

Slutstillingen efter 14 runder i åben række:
1. GM D. Gukesh, Indien (2743) 9 point
2. – 4. GM Hikaru Nakamura, USA (2789) 8½ point
2. – 4. GM Ian Nepomniachtchi, FIDE (2758) 8½ point
2. – 4. GM Fabiano Caruana, USA (2803) 8½ point
5. GM R. Praggnanandhaa, Indien (2747) 7 point
6. GM Vidit Gujrathi, Indien (2727) 6 point
7. GM Alireza Firouzja, Frankrig (2760) 5 point
8. GM Nijat Abasov, Aserbajdsjan (2632) 3½ point

Det er til efteråret at Gukesh skal spille VM-kamp mod den regerende mester Ding Liren fra Kina. Vinder Gukesh bliver han den yngste verdensmester nogensinde.

Gukesh har spillet turnering i Danmark en enkelt gang. Han spillede med i Hillerøds 110 år jubilæumsturnering i februar 2020, lige før coronaen lukkede det meste af skakken ned. Her vandt man med 8 af 9 foran GM Chongsheng Zeng, Kina (2567).

Hos kvinderne blev Tan Zhongyi, Kina ny udfordrer til verdensmester Ju Wenjuns titel. Tan Zhongyi var sikker på mindst at få en omkamp inden sidste runde og i slutstillingen har hun 1½ point ned til de næste.

Slutstillingen efter 14 runder i Kvinderækken:
1. Tan Zhongyi, Kina (2521) 9 point
2. – 4. Lei Tingjie, Kina (2550) 7½ point
2. – 4. Koneru Humpy, Indien (2546) 7½ point
2. – 4. R. Vaishali, Indien ( 2475) 7½ point
5. Aleksandra Goryachkina, (2553) 7 point
6. Kateryna Lagno, FIDE (2542) 6½ point
7. – 8. Anna Muzychuk, Ukraine (2520) 5½ point
7. – 8. Nurgyul Salimova, Bulgarien (2432) 5½ point

Tan Zhongyi var kvindeverdensmester fra 2017 til 2018 og kan til efteråret altså blive det igen.

I slutstillingen er det værd at bemærke Rameshbabu Vaishalis, Praggnanandhaas storesøster, placering som en delt nummer to. Hun præsterede en fantastik slutspurt med sejr i de sidste fem runder.

Kandidatturneringens hjemmeside med fotos, partier med mere: https://candidates2024.fide.com/