You are currently viewing Kampskak fra første fløjt

Kampskak fra første fløjt

DM i Svendborg er kommet godt i gang med en kamprunde, der lover godt for resten af turneringen. På fotoet øverst i artiklen udfører Svendborgs borgmester Bo Hansen Boris Chatalbashevs første træk – 1. Sf3 – i partiet mod GM Bjørn Møller Ochsner. Inden da havde DSUs formand Poul Jacobsen og borgmester Bo Hansen budt velkommen ved en velbesøgt reception på Hotel Svendborg.

Fire ud af fem partier i Landsholdsklassen fandt en vinder. Dermed er der igen i år lagt op til en turnering med en masse kampskak og ganske få remispartier.

Tre stormestre deltager i årets mesterskab, så det er muligt for de øvrige spillere at lave en stormesternorm. Det kræver dog 7 point af 9. Allerede i første runde tørnede GM Boris Chatalbashev (forsvarende Danmarksmester) og GM Bjørn Møller Ochsner (DM 2018) sammen. Boris valgte med hvid en lidt forsigtig åbning, hvor han både spillede g3 og b3. Han fik dog en lille men klar fordel, hvor han pressede en svag bonde på d6. Boris vandt bonden og senere en kvalitet. For kvaliteten fik Bjørn dog visse remischancer, da den sorte dronning kunne give mange skakker i en åben stilling. Efter 99 træk lykkedes det dog Boris at vinde partiet.

GM Boris Chatalbashev, Fredericia (2448) – GM Bjørn Møller Ochsner, Århus Skakklub/Skolerne (2518). Foto: Thomas Vestergård

I partiet mellem de to debutanter FM Jens Ramsdal og FM Mikkel Manosri Jakobsen lignede det meget længe, at partiet ville ende remis. Åbningen var dronninggambit, der dog hurtigt fik struktur af en afbytningsvariant i Slavisk. Mikkels hvidfeltede løber var dårlig, da han havde mange bønder på samme farve som løberen. Derfor burde han nok ikke have gået ind i et rent løberslutspil, selvom det ved korrekt spil nok er remis. Jens pressede dog godt på , og fik kongen ind i den sorte stilling, hvorefter den svage d5-bonde gik tabt. Hvid gevinst i 69 træk.

FM Jens Albert Ramsdal, SK1968 (2378) – FM Mikkel Manosri Jacobsen, BMS (2367). Foto: Thomas Vestergård

Vinderen af sidste års Kandidatklasse, FM Casper Liu, fik en flot start ved at besejre feltets ældste spiller, IM Jens Ove Fries Nielsen. Jens Ove startede ud med 1.a6 og 2. h6, hvilket natuligt gjorde, at han allerede i åbningen kom i problemer. Casper spillet et fint angrebsparti og fik ret hurtigt et uimodståeligt kongeangreb.

Partiet:

FM Casper Yukun Liu, BMS (2283) – IM Jens Ove Fries Nielsen, Fredericia (2364). Foto: Thomas Vestergård

For første gang i et parti med lang betænkningstid spillede IM Filip Boe Olsen 1.e4. Åbningen blev en form for lukket Siciliansk, hvor Filip spillede b3 og Lb2. IM Nikolaj Borge ofrede en bonde i åbningen for aktivt spil imod en hvid konge der ikke kunne rokere på grund af en stærk løber på a6. Nikolaj fandt dog ikke i begyndende tidnød den rigtige dynamiske fortsættelse med 19.-,d5! med spændende modspil. I stedet valgte han kun at flytte bonden til d6, hvilket var en grov fejl, der tillod Filip at tage fuld kontrol på de sorte felter med en stærk springer på d4. I en ret perspektivløs stilling med to bønder bagud valgte Nikolaj at opgive.

IM Filip Boe Olsen, Skanderborg (2456) – IM Nikolaj Borge, Hillerød (2379). Foto: Thomas Vestergård

Dagens eneste pointdeling var mellem IM Martin Haubro (DM 2022) og GM Jesper Søndergaard Thybo. Åbningen var siciliansk, hvor Martin med 3.Lb5 og efterfølgende slag på c6 får en lille fordel han fastholder i midtspillet. Martin får en stor gevinstchance med 36.Sg4! Han spillede et svagere træk og Jesper holdt det svære parti remis i et tårnslutspil med en bonde mindre.

IM Martin Haubro, BMS (2436) – GM Jesper Søndergård Thybo, Hillerød (2542). Foto: Thomas Vestergård

1. rundes resultater:
GM Boris Chatalbashev, Fredericia (2448) – GM Bjørn Møller Ochsner, Århus Skakklub/Skolerne (2518) 1 – 0
FM Jens Albert Ramsdal, SK1968 (2378) – FM Mikkel Manosri Jacobsen, BMS (2367) 1 – 0
FM Casper Yukun Liu, BMS (2283) – IM Jens Ove Fries Nielsen, Fredericia (2364) 1 – 0
IM Filip Boe Olsen, Skanderborg (2456) – IM Nikolaj Borge, Hillerød (2379) 1 – 0
IM Martin Haubro, BMS (2436) – GM Jesper Søndergård Thybo, Hillerød (2542) ½ – ½

Stillingen efter 1. runde:
1. – 4. IM Filip Boe Olsen(2456) 1 point
1. – 4. GM Boris Chatalbashev (2448) 1 point
1. – 4. FM Jens Albert Ramsdal 2378) 1 point
1. – 4. FM Casper Yukun Liu (2283) 1 point
5. – 6. GM Jesper Søndergård Thybo (2542) ½ point
5. – 6. IM Martin Haubro (2436) ½ point
7. – 10. GM Bjørn Møller Ochsner (2518) 0 point
7. – 10. IM Nikolaj Borge (2379) 0 point
7. – 10. FM Mikkel Manosri Jacobsen (2367) 0 point
7. – 10. IM Jens Ove Fries Nielsen (2364) 0 point

Turneringstavlen for Landsholdsklassen: HER

2. rundes program:
GM Boris Chatalbashev, Fredericia (2448) – FM Jens Albert Ramsdal, SK1968 (2378)
IM Nikolaj Borge, Hillerød (2379) – IM Martin Haubro, BMS (2436)
IM Jens Ove Fries Nielsen, Fredericia (2364) – IM Filip Boe Olsen, Skanderborg (2456)
FM Mikkel Manosri Jacobsen, BMS (2367) – FM Casper Yukun Liu, BMS (2283)
GM Bjørn Møller Ochsner, Århus Skakklub/Skolerne (2518) – GM Jesper Søndergård Thybo, Hillerød (2542)

Resterende program for Landsholdsklassen:
Søndag den 24. marts kl. 14:00: 2. runde
Mandag den 25. marts kl. 14:00: 3. runde
Tirsdag den 26. marts kl. 14:00: 4. runde
Onsdag den 27. marts kl. 14:00: 5. runde
Torsdag den 28. marts kl. 14:00: 6. runde
Fredag den 29. marts kl. 14:00: 7. runde
Lørdag den 30. marts kl. 14:00: 8. runde
Søndag den 31. marts kl. 12:00: 9. runde

IM Rasmus Skytte og FM Mads Boe kommenterer 2. runde i Landsholdsklassens fra søndag kl. 14:15 fra følgende link: Twitch – Youtube

Link til live i Landsholdsklassen: LICHESS og CHESS.COM

Link til live Kort Påske 1: LICHESS

Link til live: G5-1: LICHESS

Link til hjemmesiden for DM: https://skak-dm.dk/2024/