You are currently viewing ØBRO og Nordre tilbage i Skakligaen

ØBRO og Nordre tilbage i Skakligaen

Sidste sæsons to nedrykkere fra Skakligaen, ØBRO og Nordre, er efter en enkelt sæson i 1. division nu tilbage i Skakligaen.

I 1. division gruppe 1 var det dog kun med det yderste af neglene, at Skakforeningen ØBRO rykkede op. I slutstillingen har ØBRO 34½ brætpoint mod Caïssa Gladsaxes 34 brætpoint. I matchpointstillingen havde Caïssa Gladsaxe to point mere end ØBRO, men det er kun i Skakligaen, at man i en forsøgsperiode lader matchtpoint gå forud for brætpoint. Dette forsøg skal evalueres ved sæsonafslutning, og en beslutning om fremtidens pointsystem skal tages.

I 1. division gruppe 1 blev Tommy B. Schmidt fra Caïssa Gladsaxe topscorer med 6 point af 7 mulige.

I 1. division gruppe 2 var Nordre fra Aarhus bedst på både bræt- og matchpoint. Esbjerg blev forvist til 2. pladsen med 5 brætpoint og 4 matchpoint op til Nordre.

Nordres Per Holst blev en suveræn topscorer i 1. Division gruppe 2 med 6½ af 7 hvilket svarer til en ratingpræstation på 2326. Foto: Thomas Vestergård

Lige efter Per Holst på topscorerlisten springer også Shanne Hedegaard Jakobsens 6 point af 7 for Jetsmark i øjnene.

Da HB har vedtaget en ny struktur for divisionsturneringen med virkning fra sæsonen 2024/25, skal der spilles en nedrykningskamp mellem nr. 8 i 1. division gruppe 1 og 2. Det er ØBROs andethold og Viby, der på Vibys hjemmebane skal spille kampen den 7. april, samme dag som sidste runde i Skakligaen.

Det skal dog her nævnes, at der i indkaldelsen til delegeretmøde 2024, som netop er blevet offentliggjort i Skakbladet nr. 1 2024, fremgår at skakklubberne Aars og Skørping har et meget omfattende forslag til en ny Divisionsturneringsstruktur. Det forslag vil meget snart kunne læses her på skak.dk.

Vinderne af de enkelte 2. divisioner blev:
2. Division gruppe 1: Brønshøj II
2. Division gruppe 2: Næstved
2. Division gruppe 3: SK1968 II
2. Division gruppe 4: Holstebro

Se alle resultater på Divisionsturneringen 2023/24: https://holdskak.skak.dk/TeamTour/index/92