You are currently viewing Skanderborg på vej imod mesterskabet

Skanderborg på vej imod mesterskabet

Skanderborg stillede ellers op med fire afbud til matchen imod SK1968, men lykkedes alligevel at vinde en klar sejr på 6-2. På topbrættet vandt GM Jonas Buhl Bjerre over FM Jens Ramsdal (billedet øverst). Med sejren kan Skanderborg nøjes med en enkelt sejr i dobbeltrunden i Hillerød i weekenden den 6. april og 7. april for at vinde mesterskabet.

Med SK1968s nederlag begynder det mere at ligne en nedrykning fra landets fornemste række. Holdet er næstsidst, og mangler blandt andet Hillerød i den afsluttende dobbeltrunde.

Hillerød stillede op med nummer 1 til 8 på styrkelisten. I den opstilling er GM Jacob Aagaard nr. 7, hvilket siger lidt om Hillerøds styrke. Foto: Thomas Vestergård

Hillerød spillede en flot match imod BMS, der blev besejret overbevisende med 7-1. Med sejren er Hillerød tre point bag Skanderborg, men også tre point foran BMS på tredjepladsen.

GM Lars Schandorff har scoret 5½ af 7 uden nederlag i Skakligaen. En ratingpræstation tæt på 2600. Foto: Thomas Vestergård

Aarhus/Skolerne besejrede klart Fredericia med 5½-2½, og stabiliserede placeringen i midterfeltet. Fredericia er fortsat fri af nedrykningen, og kan i dobbeltrunden med sejr over bundproppen Frem formodentligt sikre sig endnu en sæson i Skakligaen.

Brønshøj slog på hjemmebane Køge Skakklub med 6-2, og indtager fjerdepladsen i Skakligaen med samme matchpoint som BMS, men med 1½ brætpoint færre. I 8. runde mødes netop Brønshøj og BMS i en afgørende kamp om bronzemedaljerne.

GM Axel Smith fra Køge besejrede GM Tiger Hillarp Persson på bræt 1.

Stillingen efter 7. runde:
1. Skanderborg, 14 mp, 38 brætpoint
2. Hillerød, 11 mp, 37½ bp
3. BMS, 8 mp, 29½ bp

4. Brønshøj, 8 mp, 28½ bp
5. Aarhus/Skolerne, 7 mp, 28½ bp
6. Nordkalotten, 7 mp, 28 bp
7. Køge Skakklub, 5 mp, 26 bp
8. Fredericia, 5 mp, 23 bp

9. SK1968, 4 mp, 22 bp
10. Frem, 1 mp, 19½ bp

Divisionsturneringen: https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Index/92