Dette opslag kommer, fordi DSU´s ledelse har behov for en aflastning og gerne vil fordele nogle presserende opgaver på flere af unionens medlemmer.
Funktioner kan varetages af én, 2 eller 3 forskellige personer, alt efter hvad der viser sig interesse for. For alle 3 stillinger/funktioner gælder, at du kan få nærmere information ved henvendelse til DSU-formand Poul Jacobsen (formand@skak.dk).
Har du lyst til at lægge billet ind på én eller flere af stillingerne, så send en mail med lidt info om dig selv til fu@skak.dk senest mandag den 4. december 2023.
- Flytteansvarlig handyman
DSU har brug for en handyman til at være primus motor ved en tiltrængt oprydning i vores arkiv med bøger, skakblade og materiale fra unionens lange historie samt i Dansk Skaksalgs lager – og en efterfølgende sammenlægning af de to lagre. Efter flytningen vil du få en central rolle, når du i samarbejde med DSU`s ledelse og andre medlemmer skal stå for en sortering, så arkivet kan fremstå overskueligt og i højere grad være tilgængeligt for interesserede skakspillere.
Opgaven vil være lønnet med en timeløn på 150 kr. + feriepenge. Arbejdet kan i høj grad tilrettelægges, så det passer ind i din hverdag. Desuden får du naturligvis kørselsgodtgørelse efter statens satser og dækket diverse omkostninger.
Vi vil lægge vægt på, at du er lidt praktisk anlagt, har almindeligt kørekort og i øvrigt er fleksibel og samarbejdsvillig. Vi lægger vægt på, at du er nogenlunde mobil og frisk på at flytte nogle (ikke specielt tunge) kasser med diverse udstyr – og at du er fleksibel og samarbejdsvillig. Desuden vil det være en fordel men ingen betingelse, hvis du har bare lidt erfaring med logistik og kender lidt til DSU`s historie. Når flytning og sortering er færdiggjort, vil du efter nærmere aftale kunne få mulighed for at være tilknyttet DSU.
2. Tilsynsansvarlig (live-udstyr m.v.)
DSU søger en ansvarlig til at stå for tilsyn med DSU`s transportable liveudstyr og andre mindre opgaver.
Udstyret er p.t. placeret i vores depot i Vejle. Det vil derfor være mest praktisk, at du bor et sted vest for Storebælt – men det vil eventuelt også være muligt at flytte det til et andet sted, afhængigt af din bopæl.
Vi lægger vægt på, at du er nogenlunde mobil og frisk på at flytte nogle (ikke specielt tunge) kasser med diverse udstyr – og at du er fleksibel og samarbejdsvillig.
Det vil være en fordel, hvis du også har noget IT-erfaring samt hvis du har bil og kørekort. Der er især behov for din indsats i perioder med stor turneringsaktivitet (DM, skakligarunder og andre større mesterskaber).
Opgaven er ulønnet – men du får dækket diverse omkostninger og kørselsgodtgørelse ved brug af egen bil. Desuden bliver du kontingentfri og får lidt ”frynsegoder” som en del af DSU`s korps af frivillige.
3. Opfølgning vedr. udsendelse af Skakbladet
Unionens blad Skakbladet udkommer 4 gange årligt – via levering direkte fra trykkeriet til DSU`s medlemmer og bladets abonnenter. Men vi har brug for en person til at følge op, når der sker fejl ved forsendelsen, når folk flytter og når medlemmer, klubber og andre nu og da skal have tilsendt ekstra eksemplarer. Jobbet er ulønnet – men vi dækker naturligvis diverse omkostninger. Desuden bliver du kontingentfri og får lidt ”frynsegoder” som en del af DSU`s korps af frivillige.
Poul Jacobsen