You are currently viewing Afslutning på Ungdoms-DM

Afslutning på Ungdoms-DM

Et meget succesfuldt arrangement sluttede søndag aften efter rekorddeltagelse. IM Steffen Pedersen skriver her den afsluttende rapport fra stævnet:

Søndag aften sluttede årets Ungdoms-DM, hvor der blandt andet blev kåret seks nye danmarksmestre og ti deltagere blev fundet til Nordisk Mesterskab for ungdom i februar måned i Finland.

I Læseforeningens Skakklub og BoCA Juniors er vi både glade over og stolte ved at have set 120 børn kæmpe i de seks aldersgrupper. Som nævnt i forrige rapport, så er deltagerantallet det største gennem årene, og der er næppe tvivl om, at det vokser igen næste år.

Denne succes skal selvfølgelig tillægges det store arbejde, der bliver lagt i klubberne rundt omkring i landet. Der er slet ingen tvivl om, at hvis det rigtige miljø og de rigtige tilbud skabes, så kan man sagtens få børn og unge til at spille skak. Det ser man i dag især på Sjælland, hvor der mange steder er stor tilslutning blandt de unge. Dansk Skoleskak har kæmpe succes med at sprede kendskabet til skak, og kan vi trække børn over i klubberne, så har vi et kæmpe rekrutteringsgrundlag til Dansk Skak Union.

I U8-gruppen var Tristan Lund Elnegaard (Gentofte) og Saidarshish Saravanan (Skak for sjov) en klasse over de øvrige spillere, og et spændende og langt indbyrdes parti i 4. runde afgjorde mesterskabet til Tristans fordel.

Hoveddommer IA Arild Rimestad har netop uddelt bronze til Julian Bjerregaard Hagen, guld til Tristan Lund Elnegaard og sølv til Saidarshish Saravanan. Foto: Finn Stuhr med Arild Rimestads mobiltelefon.

U10 blev vundet af Alexandru Pirtac (SK 1968), der også var storfavorit i gruppen, men dog blev presset lidt i enkelte partier.

Sølv til Anders Askjær Mikkelsen, guld til Alexandru Pirtac og bronze til Charlie Vo. Foto: Arild Rimestad

August Jalving (Frederiksberg) vandt U12-gruppen på en anelse bedre korrektion end Villads Majvang Sandmann (Læseforeningen), der for fjerde år i træk måtte nøjes med en andenplads.

Sølv til Villads Majvang Sandmann, guld til August Jalving og bronze til Yehor Repey. Foto: Arild Rimestad

I U14 løb Emil Zander (Kjellerup) som topseedet overraskende ind i et tidligt nederlag til Leia Andries (Læseforeningen), og det er der ikke råd til i en turnering, der kun strækker sig over 5 runder. Dermed kunne Vitus Bondo Medhus trække fra og vandt sikkert med 4,5 point. Det er i øvrigt sjette gang i træk, at Vitus vinder sin gruppe! Vuk Bang Balslev (Nørrebro, ratet 1444) leverede turneringens nok største overraskelse og blev nummer 2.

Sølv til Vuk Bang Balslev, guld til Vitus Bondo Medhus og bronze til Oliver Kaehne Snedker. Foto: Arild Rimestad

Hos de næstældste i U16 tog de to højestratede også de to øverste placeringer. Dmytro Perets (Sjælsø) er af ukrainsk afstamning og har kun været i Danmark i lidt over et år. Dmytro har gjort stor fremgang i den periode, hvor han er steget fra omkring 1800 til over 2100. Og så taler han i øvrigt ganske fint dansk. Han viste sit store potentiale og vandt alle fem partier, foran Jeppe Hald Falkesgaard (Brønshøj), der kun tabte det indbyrdes parti.

Bronze til Adrian Stenstrop Thorsen, guld til Dmytro Perets og sølv til Jeppe Hald Falkesgaard. Foto: Arild Rimestad

I U19 var fordelingen den samme – Mikkel Vinh Løftgaard (Læseforeningen) vandt alle fem partier inklusive det indbyrdes opgør mod topseedede Paulius Meskenas (Køge). Paulius satte yderligere et halvt point til og blev nummer 2.

Guld til Mikkel Vinh Løftgaard og sølv til Paulius Meskenas. Foto: Arild Rimestad

To af de mest innovative klubber i dansk skak satte deres præg turneringen. Skak For Sjov deltog med hele 22 spillere og Gentofte vandt både guld i U8 og sølv i U10. To klubber som begge producerer masser af nye medlemmer til DSU.

Når man ser på den geografiske fordeling af spillere, så er det tydeligt, hvor det sker i øjeblikket: Sjælland deltog med 68 spillere, Jylland 27, Fyn 22 og Falster 1.

Fra BoCA Juniors havde vi 18 spillere med. Vi lægger i det daglige et stort arbejde i at tilbyde en seriøs undervisning til de unge og lægger vægt på et godt socialt miljø. Derfor så spilles der også stikbold blandt de yngste på en almindelig torsdagstræning og vi arrangerer lørdagstræninger, hvor vi for eksempel bowler eller laver anden aktivitet sammen efter træningen.

Det giver glade og interesserede børn, og det er trods alt dem, Dansk Skak Unions fremtid skal baseres på.

Alle resultater kan findes på: https://turnering.skak.dk/ClubAndMembers/MemberDetails/14778

Steffen Pedersen

Se flere fotos på Dansk Ungdomsskaks side på Facebook: https://www.facebook.com/ungdomsskak

Partier fra U08 til U12 på Lichess: HER

Partier fra U14 til U18 på Lichess: HER

TV2-Fyn var forbi stævnet: https://tv2fyn.dk/fyn/skak-er-blevet-en-trend-mener-skakklub-efter-deltagerrekord