You are currently viewing Hurtigskak DM for seniorer 2023

Hurtigskak DM for seniorer 2023

Med Dansk Skak Union og Herning Skakklub som værter blev der lørdag den 7. og søndag den 8. oktober 2023 spillet Hurtigskak-DM for seniorer på Vestervangskolen.

I gruppen 65+ deltog der 43 spillere og her blev Lars Wilton Pedersen fra Esbjerg en overraskende Danmarksmester, da han med 6 point og bedre korrektion end tre andre spillere sluttede på førstepladsen. Wilton, der ved start var seedet som nummer 11, gik ubesejret igennem turneringen, og slog i sidste runde i, hvad der skulle vise sig at blive det afgørende parti, Peter Jørgen Dam Mikkelsen fra Skørping, der førte turneringen alene. Peter tog andenpladsen på bedre korrektion foran Jens Kølbæk fra Aalborg Skakforening og Svend Pedersen fra Nørresundby.

Fotoet øverst i artiklen fra partiet Peter Jørgen Dam Mikkelsen mod Lars Wilton Pedersen er taget af Jesper Simonsen.

Til fotograf Jesper Simonsen fortalte Lars Wilton efter præmieoverrækelsen, at han én gang tidligere havde været Danmarksmester, men det var helt tilbage, da han som 13 årig vandt sin klasse i Ungdoms DM.

Ratinggruppe 2 med 13 spillere, blev vundet af Kai S. Munk fra Skanderborg med 5 point og bedre korrektion end Bjarne Sønderstrup fra Aalborg Skakforening. Endelig blev præmiegruppe 3 vundet af Finn Andersson fra Randers, der scorede 5 point foran Christian Gottschalk fra Nørresundby og Jens Lund Jensen fra Herning på 4½ point.

Bjarne Sønderstrup og Kai S. Munk. Foto: Jesper Simonsen

I “ungseniorgruppen” 50+ deltog der 20 spillere, og her blev IM Uffe Vinther-Schou fra Århus Skakklub/Skolerne en sikker Danmarksmester med 7 point, hvilket var et helt points forspring til de nærmeste forfølgere. Efter et nederlag i tredje runde til Claus Rossen vandt Uffe de sidste 5 partier, blandt andet over ratingfavoritten FM Finn Pedersen fra Århus Skakklub/Skolerne og FM Allan Holst fra Viborg.

IM Uffe Vinther-Schou – vinder af 50+-klassen. Foto: Jesper Simonsen

Claus Rossen fra Viborg blev en lidt overraskende sølvmedaljevinder, da han med 6 point havde bedre korrektion end FM Finn Pedersen.

Sølvmedaljevinder Claus Rossen. Foto: Jesper Simonsen

I ratinggruppen for spillere under 2000 vandt Esben Dige fra Esbjerg med 4½ point foran Birgit Dithlevsen, Leo Starup og Kurt Degn der alle scorede 4 point.

Link til resultater fra turneringen: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=28277