You are currently viewing Donation til ungdomseliten

Donation til ungdomseliten

For et stykke tid siden blev Unionen kontaktet af et ældre medlem, som gerne vil donere/testamentere et betydeligt beløb til støtte og udvikling af vores største unge talenter. Støtten kan opnås efter nærmere bestemte kriterier, som vil blive offentliggjort senere, når aftalen bliver en realitet.

Giveren ønsker at være anonym indtil aftalen er realiseret, men jeg kan sammen med Steen Juul Mortensen, som har været en uvurderlig hjælp i forhandlingerne, indestå for donorens seriøsitet og identitet.

Giveren betinger sig at vi, akkurat som skoleskakken, bliver optaget på listen over foreninger som kan slippe for boafgift i tilfælde af at vi modtager en arv. For at opnå denne godkendelse skal vi skaffe mindst 200 mennesker, som hver vil donere 200 kr. til samme formål. Donationerne skal ske med navns nævnelse pr. donor, og DSU skal indsendes ansøgning om fritagelse senest 1. oktober, ledsaget af en liste med bidragsyderne. Altså samme øvelse som skoleskakken er igennem hvert år.

Donationer er fradragsberettigede hvis vi må indberette cpr-numre sammen med navnene, naturligvis under iagttagelse af anviste formelle GDPR-sikkerhedskrav.

Ønsker man allerede nu at hjælpe Dansk Skak Union på vej til de 200 donationer af 200 kr., kan man sende pengene pr. MobilePay 23 32 47 39 til Steen Juul Mortensen, samtidig med at man sender en mail til seniorskak@skak.dk med navn og adresse, e-mailadresse og – hvis man ønsker fradrag på selvangivelsen – CPR-nummer.

Tidligere Unionsformand Steen Juul Mortensen, her fotograferet ved Senior DM i februar 2023, står i spidsen for den praktiske indsamling af 200 donationer af 200 kr., der skal komme ungdomseliten til gode. Foto: Thomas Vestergård

Jeg er på unionens og de unge talenters vegne dybt taknemmelig for denne generøsitet og omsorg for Dansk Skak Unions fremtid, jeg håber i vil hjælpe os med at realisere ordningen, og sammen med mig glædes derved.

Poul Jacobsen, formand@skak.dk